Hvad var det egentlig, der gjorde hende syg?

I går læste jeg en artikel om en ung pige, der havde fået anorexi. Hun sagde, det var Instagram, der havde gjort hende syg. Billeder af toptrænede fitnesspiger og magre modeller havde fået hende til at sulte sig.

fastelavn-nej-tak
For nogle år siden læste jeg om en virksomhed, der ikke ville have et website, fordi ‘der var så meget ondt derude på internettet’.

De to artikler viser to sider af samme sag. Ansvar og årsager bliver flyttet. Medierne – det være sig Instagram, Facebook eller nettet som helhed, er ikke skyld i alt det skidte, der sker i verden. For de spejler bare verden på godt og ondt. Der er ikke noget på internettet, som ikke er lagt der af en eller anden.

Puma tablet
Men tilbage til den syge pige. Hun ville gerne være perfekt som de photoshoppede modeller, og det syntes hun ikke, hun var. Det var hun sikkert heller ikke. Ingen lever 100% op til idealerne, uanset hvad idealerne er. Ordet ideal rummer ordet ide. Et ideal er en ide om det perfekte, og et ideal er lidt fjernt og uopnåeligt, hvad det også skal være for at blive ved med være et ideal.

billede2
Der er dem, der siger, der skal et oprør til mod tidens idealer. Men… et oprør vil kun erstatte et sæt idealer med et andet. I en anden artikel læste jeg, at nu var det ved at være ok at indrømme, at man ikke var perfekt.

Skønt, tænkte jeg. Men det viste sig længere henne i artiklen, at der var nye, uskrevne, regler for, hvordan det nu var ok ikke at være perfekt – perfekt uperfekthed? Suk. Hvordan skal man kunne navigere i så hajfyldte farvande? Det er da ikke mærkeligt, at der er dem, der bliver syge.

Billede5
Men det er ikke Instagrams skyld – eller internettets. Der er der – ligesom i resten af verden – også så meget godt. Venskaber, kærlighed, blomster, dyr, bøger, kunst, dejlig mad og sjove, kærlige historier.

billede125
Der er så mange muligheder i verden, og man kan ikke prøve eller evne alt.

Derfor må man vælge – igen og igen. Og man går glip af noget. Ofte bliver visse valg taget for en, man har ikke meget at vælge imellem, eller også er der alt for meget. Man kan vælge forkert. Og man kommer også til at gøre det gang på gang. Men så må man jo prøve at vælge om igen og gå en anden vej, når man finder ud af, man har valgt forkert.

Det hedder livet, og det kan man ikke beskyttes imod. Det handler nok om at finde sin egen vej på bedste vis og opnå en vis robusthed gennem tiden.

Billede1
God torsdag.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

9 thoughts on “Hvad var det egentlig, der gjorde hende syg?”

  1. Det perfekte er kedeligt, synes jeg. Det er når det brydes at tingene bliver interessante. Når man elsker nogen, elsker man jo også det der slet ikke er perfekt; det er vist det der gør det til kærlighed. Jeg elsker fx den lille Asta-hund – fordi hun er sød og kærlig, men også fordi hun er sen til at lære og stadig kan finde på at tisse på gulvet. Det er jo det der gør hende til Asta … Hvis du forstår hvad jeg mener …?
    P.S.: Alvorlige indlæg er – også – gode. De skal til engang imellem 🙂
    Kh Nana

    Like

  2. “Jeg er mig, og du er dig. Jeg er ikke sat i verden for at leve op til dine forventninger, og du er ikke sat i verden for at leve op til mine.” Godt formuleret – jeg husker ikke, hvem den pågældende er og heller ikke lige fortsættelsen.
    Karen, du er en skøn og viis kvinde. Tak, fordi du er til.
    God weekend til jer begge

    Like

  3. Som min datter siger, så kan hun ikke klare de speltbolle typer, der kommer svansende med deres unger til dagplejen, håret sat smart op, makeup perfekt, børnene klædt “rigtigt”, den helt rigtige sunde madpakke med hjemmebagt brød og økologisk pålæg, ja altså ikke kød, men noget med soja eller tofu på og som også lige har planlagt det næste fælles arrangement i dagplejen i detaljer og hvem der gør hvad. Og hun kan sagtens nå yogaen inden at hun skal sørge for ditten, dutten og datten, og også lige fitness selvfølgelig. Der står min datter så, føler sig lidt slatten, uden makeup og håret bare lige sat op i en hurtig knold og i kedelig arbejdstøj, med madpakke til barnet, med købt rugbrød, leverpostej, æg og ost, nåh ja, så har hun også lige glemt sit barns vanter…..men ihhh, det gør ikke noget, for speltbolle moderen har da liiiige nogle ekstra som hun kan låne…..Så hopper kæden helt af for min datter og hun får sådan lyst til at “kvæle” hende…..speltbolle moderen….og den “perfekte” verden…
    Se det er den skinbarelige virkelige verden, jeg ved godt hvor jeg helst vil være barn, nemlig der hvor næsen løber og der er tid til livet….

    Like

    1. Glem ikke, at hun også har et forrygende karrierejob i ‘noget med medier’, et fantastisk kærlighedsliv og sin egen mindfulness guru 😉
      Nej, det er ikke altid let at være til, hvis man skal leve op til alle de umulige krav. Hun spiser sikkert chokolade, når børnene er kommet i seng 😀
      Kh, Karen

      Like

    2. Hils din datter og sig fra mig, at der er nogle mennesker, der har så hårdt brug for, at vi alle skal mene, de er perfekte. Dem skal man faktisk have ondt af og GLÆDE sig over, at man ikke selv gør livet til et helvedes problem og glemmer at leve.

      Like

  4. Kære Karen
    Det var/er et godt og ufatteligt dybt indlæg, som måske, kun kan laves med en vis alder, dermed sagt vi har jo omtrent samme alder:-)
    Jeg havde først skrevet en lang kommentar omkring emnet. Så skulle vi spise og den blev ikke postet, den lange smørre blev redigeret;-)
    Ja det handler i bund og grund om valg og knosekvenser. Og det skal man aldrig nogensinde bearbejde sig selv for, eller ANDRE! Det er kun derfra man kommer videre.
    Tak for et dejligt godt og funderet indlæg
    Krammer og masser af hilsner fra en som holder meget af at læse det du skriver, det fanger og billederne er helt i TOP til:-)))
    Anette

    Like

    1. Tak, søde Anette. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt indlægget var lidt til den alvorlige side, men det skal jo også til en gang i mellem. Og hvad hjertet er fuldt af og så videre 🙂
      Knus, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.