En ny slags gardiner

Vi har tre ens – ikke særligt store – vinduer ud mod skovhaven og vejen. Vinduet i den lille entre, vinduet i mellemgangen og vinduet i køkkenet.

Billede6

I mange år har der hængt foldegardiner i vinduerne. Dem lavede jeg, da vi flyttede ind. Vi havde boet i byen i 6 år på det tidspunkt, og der skal gardiner kunne trækkes for. Både for at skærme mod nysgerrige blikke og for at lukke gadelys ude. Her trækker vi aldrig for. Der er ingen gadelys, og det er da højst et rådyr eller ræven, der kan kigge ind fra marken overfor.

Derfor hang de gardiner bare der og samlede støv i alle deres mange folder.

Gardiner af en eller anden slags skal der næsten til, hvis ikke vinduerne skal se for upåklædte ud. Tekstiler hygger. Løsningen blev en lille kappe – 35 cm lang – sat fast med velcro. Ret smart fundet på, hvis jeg skal sige det selv.

billede5

Da vinduerne er ens, er gardinerne også blevet det, og det har givet et helt nyt og lettere udseende i alle tre rum.

billede3

De er også nemme at hive ned og vaske. Det er praktisk – især for køkkengardiner.

billede4

Jeg er ret glad for de nye gardiner, og derfor ville jeg lige give ideen videre her på en grå og diset lørdag, hvor tågen hænger helt nede om ørerne på en og giver lyst til indendørs sysler.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “En ny slags gardiner”

  1. Jeg har for længst opgivet alle gardiner undtagen i soveværelset, her er nemlig heller ingen, der kigger ind. Vi har dog persienner for solen, men dem bruger jeg helst ikke.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.