En kludemors bekendelser

Når noget ser ud til at være for godt til at være sandt, er det som regel også sådan det er. For godt til at være sandt altså. Det meste af mit liv har jeg været ked af de traditionelle karklude. De er altid våde, og de er ikke til at vride tilpas tørre. De trækker våde striber, når man tørrer af med dem.

billede3

Så kom de kendte lyseblå, lysegule og lyserøde klude, og de kunne vrides næsten helt tørre. De kunne også vaskes på 60 grader, og når de blev for slemme og slidte, kunne man bare smide dem ud og købe nye – billigt. Herligt. Dem var jeg glad for.

Selvfølgelig var det for godt til at være sandt. De har vist sig at være skadelige, deres indhold af mikroplast er skadeligt for miljøet og skadeligt for os. Øv, øv og tre gange øv.

Som så mange andre er jeg gået i gang med at strikke og hækle karklude i massevis. Det er god beskæftigelsesterapi, når man ser fjernsyn, og når kludene er tørre og nyvaskede, ser de også kønne og indbydende ud. Meget kønnere end dem med mikroplasten. De tørrer bare heller ikke så godt som de slemme.

billede1

Så er der mikrofiberkludene. De er bedre, men heller ikke helt gode. De er svære at vride rigtigt tørre, og kønne er de sjældent. Men de tørrer fantastisk, når de er tørre.

Der er ikke andet at gøre end at hækle og strikke løs, for har man bare altid nok tørre klude på lager, kan man smide dem til vask i løbet af dagen. Det er sikkert heller ikke godt for miljøet at vaske for meget, men – man kan altså ikke gøre alting ‘rigtigt’.

billede2

Jeg har nogle enkelte af de slemme tilbage. Jeg bruger dem ikke mere. Kigger bare på dem i skuffen, tænker lidt på plasticskader og sukker over, at når noget ser ud til at være for godt til at være sandt, er det som oftest også sådan det er.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

14 thoughts on “En kludemors bekendelser”

  1. Hvis du har en Fakta i nærheden har de nogen som minder om de slemme på tilbud i denne uge. Der skulle bare ikke være microplast i. Jeg købte en pakke i går og de er lækre at bruge…blødere og tyndere end de slemme så man rigtig kan få vredet vandet af dem. Bare et tip og god weekend til dig.

    Like

  2. Jeg er ikke så forgrint af de hæklede/strikkede klude – synes hurtigt de bliver snuskede – og hvis det bare resulterer i mere vaskeri, så er vi vel lige langt? Men Susannes alternativ ser interessant ud – jeg tænker, jeg er nødt til at undersøge nogen flere muligheder.

    Like

  3. Ja, det er noget værre noget med de klude … Jeg er virkelig dårlig til håndarbejde, men jeg hæklede faktisk nogle karklude i sommers. De er pæne, men ikke super praktiske, så jeg vil lige tjekke de-dér suztain ud 🙂 Jeg har også en overgang brugt nogle karklude fra Ib Laursen. De var lavet af økologisk bomuld (jeg pudser lige glorien) og både pæne og praktiske, men jeg ved ikke om de har dem længere.

    Like

  4. Sjovt, jeg har det lige modsat. Har altid syntes de farvestrålende klude var elendige til at tørre og efterlod våde pletter. Så jeg har gammeldags karklude 🙂

    Like

  5. Jeg er også igang med hjemmestrikkede karklude til hele familien😀 Jeg kan ikke se hvilken tykkelse bomuld du bruger – jeg bruger den tyndeste bomuldsgarn og de bliver tørre efter nogle time.

    Like

  6. Hej Karen.
    Jeg er også vældig træt af mine hjemmestrikkede karklude, så jeg har købt karklude her: https://dk.suztain.com
    De har karklude lavet af 100% naturmaterialer uden mikroplast og så er de komposterbare, når de er slidt op.
    Kludene er rigtig gode, synes jeg, eneste minus er at de bliver helt stive, når de er tørre.

    Like

Der er lukket for kommentarer.