Tulipaner i januar

Hvor man end sig vender hen i butikker fra blomsterbutikker, via Dagligbrugsen til kiosken på tanken, er der tulipaner til salg. Det er ikke så mærkeligt.

I det kolde vinterlys som det, vi har i dag, er der ikke noget skønnere end tulipaner i stuen. De hører til inde i vintermånederne og ude i foråret. Det giver faktisk fem måneder med tulipaner. Regner man de små juletulipaner med, er det et helt, halvt år. Det viser da, hvor vigtige tulipaner er for civilisationens beståen.

Den første buket i år var en overdådig, broget samling af knitrende skønheder. Et nytårsfyrværkeri.

billede4

Aalto vasen, som vi fik i bryllupsgave for mange herrens år siden, er som skabt til tulipaner. Der skal bare mange til at fylde den, så den ser ud, som det er meningen, den skal se ud.

I årets anden uge, hvor den barske økonomiske virkelighed efter julen ramte, blev det derfor et mindre bundt, jeg havde med hjem. Men mindre kan sagtens gøre det, hvis man kombinerer tulipanerne med blåbærris. De er smukt grønne, giver buketten lethed, og de holder blomsterne godt på plads. Nærmest som et gitterværk, man kan stikke tulipanerne ned i.

billede4

I stedet for 30 tulipaner, er 15 nok, og 10 kunne endda have gjort det. Nu var der 15 i bundtet, og det kan man jo ikke klage over. Det ser stadig dejligt og overdådigt ud – også med færre tulipaner.

Lige nu står der sartrosa tulipaner i vasen. De er så lyse og rene i farven, at man tydeligt kan mærke det første spæde forår lidt på forskud.

billede5

Stiller man buketten ud i den kolde baggang om natten, holder den en uges tid. Jeg regner med, at risene kan holde til flere omgange tulipaner – nu får vi se. Bliver de kedelige at se på, kan man finde andre ris i haven – troldhassel kunne sikkert også bruges – eller birkegrene.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Tulipaner i januar”

  1. Jeg elsker tulipaner, især for én bestemt egenskab – de knitrer og knirker som ingen andre! En fast julebuket består hos mig af mange tulipaner i forskellige farver. Da min datter i USA vidste, at vi ikke fik hvid jul, sendte hun mig en kæmpe buket hvide tulipaner – så kunne min søn og jeg fejre hvid jul som i Montana …

    Like

  2. Jeg sidder i sofaen, og på sofabordet står en glasvase med 20 lyserøde tulipaner. De er gode for humøret 🙂 Jeg har også købt primula i sodavandsisfarver. De er heller ikke dårlige at have stående i stuen …
    God solskinseftermiddag til dig!

    Like

Der er lukket for kommentarer.