Spicy madvafler med sød kartoffel

Jeg har fået en ny maskine i julegave. Sådan en af de moderne vaffelmaskiner, hvor man kan skifte pladerne ud og lave vafler, sandwich, kager og meget mere – alt efter, hvor mange slags plader, man har. Pladerne kan gå i opvaskemaskinen – det er nemt og bekvemt, og så er det sjovt med nyt køkken(lege)tøj en gang imellem.

billede15

 

 

I går lavede vi de her skønne, krydrede vafler med revet sød kartoffel, og de var det perfekte tilbehør til en rest chili con carne og en skål guacamole.

billede3

Vaflerne var også gode uden chili con carne – bare som sig selv med guacamoledip.

Man skal bruge:
3 spsk majsmel med top på
2 æg
2 fed revet hvidløg
1 tsk sambal oelek
1 bundt frisk koriander hakket
1 stor – ca. 300 g – groftrevet sød kartoffel
Salt og peber

Rør majsmel med æg, hvidløg, sambal oelek, koriander og salt og peber. Bland med revet sød kartoffel – revet på den grove side af rivejernet – og bag vaflerne i små 10 minutter i vaffeljernet. De bliver sprøde og lækre, og det er altså ikke forbudt at prøvesmage første hold, mens de næste bager…

billede1

Har du ikke et vaffeljern, så steg blandingen i klatter på panden. Smagen er jo altså den samme uanset faconen. Vaffeljernet er mest for sjov, men det er det også – sjovt altså.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Spicy madvafler med sød kartoffel”

  1. Hvor sjovt – sådan en maskine (nøjagtig magen til) har vi også fået i julegave, men har slet ikke fundet ud af hvad den kan endnu😊

    Like

Der er lukket for kommentarer.