Første nytårsdag og søvnige blomsterdrømme

Det er blevet første nytårsdag. Altid en lidt søvnig dag for alle i huset. Det nye Isabellas kom med posten mellem jul og nytår, og jeg har gemt det til i dag, hvor jeg vidste, at jeg helt sikkert ville have brug for hyggelig sofalæsning.

billede2

Gør boligen vintersmuk, står der. Og der er billeder af orkideer i trængsel. Inde i bladet er der orkideer i glas, orkideer i kasser og orkideer sat sammen med andre planter. Masser af skønne ideer. Orkideer er smukke, holdbare og ikke særligt dyre. Jeg har nogle, der har blomstret uafbrudt i årevis. Dem vil jeg flytte lidt om på, så de kommer mere i forgrunden, og måske skal der lidt flere til?

billede4

Allerede i morgen er det arbejdsdag. Det er næsten ikke til at overkomme tanken… men… på vej hjem i den mørke eftermiddag vil jeg holde ved Billigblomst og tanke op med duftende hyacinter og lidt flere lysende orkideer. Nu er det nemlig netop tid til at gøre boligen vintersmuk, som der står i Isabellas.

For som der står mange steder her på bloggen:

Ingen årstider uden pynt og ingen måltider med kedelig mad.

Snart vil jeg rejse mig fra sofaens dyb og lave en lækker og køn nytårssalat med laks og tun som den, vi lavede sidste år til os småsøvnige herhjemme. Nu er det nye år i gang.

billede3

God første nytårsdag!

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Første nytårsdag og søvnige blomsterdrømme”

Der er lukket for kommentarer.