Solhvervssang

Solhvervet kommer, og bladet vendes,
dagene længes på ny,
solskinnet vokser, og vintren endes,
lærkerne synge i sky.
Derfor bære blus vi med glæde!

Sådan lyder tredje vers af den smukke vintersalme, Skyerne Gråne.

Billede2

Det er i dag, det vender. Og modsat sommersolhvervet til Sankt Hans, hvor det midt i den lyse sommernat begynder at gå den anden vej, er der ikke den mindste smule vemod ved vintersolhvervet. Tværtimod kommer solhvervsglæden midt i juleglæden, og så kan det vel ikke blive meget bedre?

billede1

I dag kl. 15.45, hvor solen går ned, kan man være med i et gammelt, hedensk ritual på Borum Eshøj. Det er vist nok et ret nyt, gammelt, hedensk ritual, men sjovt er det. Solen står så lavt, at man fra højenes top kan nå den med et velrettet spark, der kan sætte den sløve sol i gang igen. Når det er gjort, ofrer man en dram på højen – efter et grundigt kvalitetstjek, som der står i invitationen. Det lyder da som en festlig måde at fejre solhvervet sidst på en mørk eftermiddag.

Billede6

Kl. 15.45 i dag står jeg næppe på  højen. Enten sidder jeg endnu på arbejdet, eller også holder jeg i kø på Viborgvej. Knap så festligt, men… solhverv er det, uanset om man fejrer det eller ej, og på lørdag er det jul.

Billede4

God solhvervsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.