Styr på julemaden – en tidsplan

Tiden for landsdækkende køkkenpanik nærmer sig hastigt. Hvordan skal man med kun én ovn og fire blus klare rødkål, and, flæskesteg, brune og hvide kartofler og sovsen? For slet ikke at snakke om at få smuttet mandler til risalamande, fundet de fine tallerkener frem – og er der nok fade og skåle?

Det kræver planlægning. Og lister. Når først man har det skrevet ned, er det ikke så svært længere. Her har du mit bud på en god julearbejdsliste – den er afprøvet mange gange, og den virker.

billede36

3 dage før jul:

  • Tag anden op fra fryseren. Den har godt af at tø langsomt op.
  • Få de sidste indkøb i hus.

2 dage før jul:

  • Få klaret de indkøb, du glemte i går – har du husket blomster og servietter?
  • Kog rødkål, hvis du ikke har gjort det endnu. Den har godt af at trække et par dage på køl. Opskriften på hjemmelavet rødkål finder du her.
  • Stryg dugen.
  • Tjek bestik, tallerkener og fade og glas.

Lillejuleaften:

  • Kog risengrød til risalamande.
  • Smut og hak mandlerne.
  • Kog små aspargeskartofler til de brune kartofler og pil dem.

Juleaftensdag – om formiddagen

  • Få and og flæskesteg i ovnen – opskriften på, hvordan du steger en and finder du her. Er det en andebryststeg, I skal have, finder du opskriften her. Opskriften på at stege en flæskesteg finder du blandt andet her.
  • Dæk bordet.
  • Lav risalamanden færdig og sæt den på køl.
  • Kog vinger, kråser og hals fra anden til fond til sovs. Lad den bare stå og simre roligt i nogle timer. Si den så, skum fedt af og lad den stå til senere.
  • Skræl kartofler til hvide kartofler.

Juleaftensdag om eftermiddagen:

  • Tag anden ud, lad den køle af og skær den op, så den er klar til grill i ovnen til sidst.
  • Tag fyldet ud og læg det i en skål.
  • Lav blomster til bordet.
  • Lav skåle med ribsgele og asier.
  • Træk vinen op.

Juleaften, lige inden spisetid (og her er det, du bliver glad for at have gjort så meget i forvejen…)

  • Kog kartofler til hvide kartofler.
  • Varm rødkålen (det kan gøres i mikroen – så får du mere plads på komfuret).
  • Lav sovsen færdig – jævn den og smag den til.
  • Tag det pæne tøj på og et forklæde over.
  • Grill sværene på flæskestegen sprøde og pak stegen ind i sølvpapir, så den holder sig varm. Kun stegen skal pakkes ind – ikke sværen.

billede35

  • Mens stegen trækker, griller du andestykkerne, så skindet bliver sprødt.
  • Varm andefyldet – æbler og svesker kan sagtens stå i ovnen, mens du griller, hvis du lægger alufolie over.
  • Brun kartoflerne.
  • Anret det hele på fade og i skåle og bær ind. Her kan alle aktiveres.

Så kan julefreden sænke sig…

Billede3

Huskede jeg at sige, at du skal rydde så meget op i køkkenet som muligt undervejs for at bevare overblikket?

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Styr på julemaden – en tidsplan”

  1. Jeg er også med på holdet med lister over hvad og hvornår ting skal gøres. Dog steger jeg ænderne lillejuleaften, og varmer dem så når flæskestegen er færdig. Når vi så har set tegnefilm om eftermiddagen juleaften, laver min datter ris a la mande, og jeg bruner kartofler og varmer hvad der skal varmes, mens manden og børnebørnene dækker bord. Det er superhyggeligt at hjælpes ad i fred og ro når det meste er forberedt. Rigtig glædelig jul og tak for en dejlig blog, som jeg er indenom næsten daglig. Varme hilsner fra

    fru Jensen
    Gudhjem

    Like

    1. Hvor lyder det bare hyggeligt. Du beskriver det så godt, at det er næsten som at være der selv.
      I år er der julegudstjeneste så tidligt hos os, at vi kan nå både det og Disney. Det er ikke rigtig jul, før man har set juleshowet, vel?
      Tak for de søde ord om bloggen og rigtig glædelig og hyggelig jul til jer.

      Like

  2. Det ligner fuldstændig min huskeliste til de næste dage 🙂
    Jeg har husket servietterne, endda to gange, så nu har jeg to pakker liggende.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.