At leve på en sten…

Når man taler om, at nogen kan leve på en sten, mener man det sjældent bogstaveligt. I dag mener jeg det helt bogstaveligt. Det handler om planter – alpine planter.

Alpine planter tåler slet ikke at stå i det, vi ellers forstår ved god jord. De vil have det hårdt. Nøjsomt og asketisk. Leve af lidt og udsættes for vejr og vind. De trives i klippespalter eller bare i et lille hul i en sten. Fascinerende og langt fra det ‘sædvanlige’ billede af en frodig have.

Billede2

Vi mødte det spændende, alpine univers, da vi besøgte Den Alpine Have i Herskind, da der var åbne haver i august, og der kom ideen om at sætte nogle af de små nøjsomme og asketiske planter i stenområdet omkring vores pavillon.

Kirsten – Fru Alpin Have – har været på besøg hos os og er kommet med en række forslag til planter, der kan vokse i grus og sten på en bund af stabilgrus. Det er overraskende mange, men vi valgte nu at starte med nogle få i første omgang for at se, hvordan det går.

Vi valgte blandt andet dem her:

billede9
Genista sp coll Pirin – en lille krybende gyvel.

billede8En floks ved navn Miss Daisy – er den ikke yndig?

billede10En pudedannende sag med små stjerneblomster, Minuartia Stellate. Det må betyde ‘bittesmå stjerner’ på latin sådan direkte oversat.

billede12Og vi valgte en fascinerende Origanum Rotundifolium. Billederne af de blomstrende planter er Kirstens billeder – jeg har ikke set dem i blomst endnu.

Nu har vi fået planterne hjem, og hvor er de dog bittesmå og yndige.

billede4

Lige nu står de i læ i drivhuset og venter, men de kommer ud og bliver plantet i denne uge. De er bare så små, at man næsten ikke kan nænne det. Jeg er bange for, at de blive kvalt af nedfaldne blade og jeg skal finde på noget til at holde bladene væk fra dem, så jeg kan rive udenom. En omvendt si over hver? Mon de har nogle gamle sier hos Klunserne?

De skal i hvert fald plantes, for inde i drivhuset er der slet ikke barsk nok til de små asketer.

billede5

Hvis du har fået lyst til at se flere planter – og måske lave dig dit eget lille eller store alpine bed, har Kirsten plantesalg af hjemmeavlede planter, og der er utroligt mange slags at vælge imellem.

Gå ind på Den Alpine Have i Herskind og se dig om. Der finder du også Kirstens planteliste.

God mandag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Haven og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til At leve på en sten…

  1. Lisbeth siger:

    Jeg havde også den slags planer med mit ørkenbed, desværre vandt det mindre sjældne som timian og lyngphlox, nå ja så er der også små nelliker, men det sjældne klarede det ikke😦
    Kh Lisbeth

    Like

  2. Hansi siger:

    Ja,smukke er de,de små Asketer som du kalder dem,og marksten til at lave et stenbed,kan man jo altid finde
    God Mandagsdag tilFolk og Fæ på Dalsgaarden

    Like

Der er lukket for kommentarer.