Det bliver mere og mere efterår. Græsplænen er dækket af blade fra de store ahorn, og i hegnene ser man mere og mere rødt og gult blandt det grønne.
På markerne er der igen grønt – vintersæden er vokset godt til. Lyset – det gyldne oktoberlys – giver alt et gyldent skær, og solnedgangene har i de sidste dage været helt spektakulære.
I haven er der stadig blomster.
De hvide kongelys har sat nogle ekstra skud i den lune september. De har kun den halve højde af sommerens kongelys, men de blomstrer nu.
Også stormhat – den giftige skønhed – blomstrer.
De mørke aftener er kommet. Jeg nynner på den med
Nu haster skyerne forbi
og modne æbler falder i
oktobermørke haver.
og den med
Nu går solen sin vej for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys…
De mørke aftener har jeg det helt fint med. Tændte lys, bløde tæpper og murstensromaner. Ild i brændeovnen. De aftener elsker jeg.
Det er værre med de mørke morgener. Det er simpelthen ikke naturligt at vågne, når det er mørkt – heller ikke selvom det vil være mørkt om morgenen indtil hen i marts måned. Det bliver jeg aldrig glad for.
God weekend!
