Galettes med bacon, svampe og løg

Det tynder langsomt ud i gæstestrømmen i B&B’en, og nedtællingen er i gang. Snart er det tid til vores efterhånden traditionelle sensommerferie. Inden da rydder vi op i fryser og køleskab, og de madpandekager, vi lavede af rester i går, er værd at skrive sig bag øret – eller her – på nettet, hvor den er til at finde igen.

For snart fire år siden var vi i Carcassonne på sensommerferie,

Billede3

og der købte vi boghvedemel til galetter

Billede1

– de gode madpandekager af boghvedemel, som vi fik til frokost flere gange dernede. Boghvedemel kan man også købe her, og opskriften på pandekagerne er den samme, som den franske: 500 gram boghvedemel blandes med en teskefuld salt og 1 liter vand, og 1 æg piskes i.

Fyldet var en blanding af, ‘hvad køleskabet gemte’:
4 store champignon – hakket
3 skiver bacon – hakket
1 løg – hakket
3 isterninger fløde – knap 1/2 dl
En stor håndfuld revet ost (resten af et stykke emmentaler)

Steg baconternene bløde og steg resten med, til løgene er bløde, og champignonerne skrumper – ca. 5 minutter. Tilføj fløden og lad det koge igennem.

Billede2

Fordel fyldet på tre pandekager og drys med ost. Gratiner pandekagerne i ovnen på 225 grader, til osten er gylden.

Billede1

Det er dejlig mad til en regnvejrsaften, som den i går. Det ser ud til, at vejret bliver godt nu. Det var det også i maj måned, da vi holdt vores forårsferie – den før sæsonstart.

Tør vi håbe på dejligt vejr igen i den her ferie? Så er vi da mere heldige, end man normalt har lov at være. Især set i lyset af, at vi ikke kan rejse væk efter sol og varme. Vores gamle hund skal have for meget medicin til, at vi tør overlade det til en hundepension – og vi har heller ikke lyst til at rejse fra hende. Så ferie i Skivholme bliver det. Og det er da heller ikke så slemt. Det er der jo mange, der holder hen over sommeren, så hvorfor ikke selv nyde de skønne omgivelser i en lille ferie?

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Galettes med bacon, svampe og løg”

  1. God ferie til jer. Som landmandskone til en kartoffelavler, som står foran kartoffelhøsten den næste halvanden måneds tid, lyder der godt med godt vejr, så det håber jeg I og vi får 🙂

    Like

Der er lukket for kommentarer.