Gammeldags oksesteg – som cowboysteg

Colorado Kate slår til igen. En saftig grydesteg med barbecuesmag fra den gamle, sorte stegegryde. Præriemad, der – næsten – laver sig selv, mens man skyder til måls efter brugte øldåser, pudser riflen eller pickup trucken – eller synger sørgelige countrysange og spiller banjo.

Billede1

Solen har brændt ned over landskabet og de uendelige majsmarker hele dagen, men efter solnedgangen kommer køligheden og appetitten tilbage.

Billede6

Tid til god, kraftigt smagende lørdagsmad.

Man skal bruge:
Et stykke tykkam på ca 1,5 kilo
2 løg i skiver
4 fed hvidløg – hakket
2 laurbærblade
1/2 dl brun farin
1/2 dl æbleeddike
Saft fra 1/2 citron
1/2 dl barbecuesovs (hjemmelavet eller fra flaske – f.eks. Heinz)
12 stænk Worcestershire sauce
1 lille dåse koncentreret tomatpure
2,5 dl vand
1 tsk chilipasta – f.eks. Sambal Oelek
Salt og peber og olie til bruning

Løse majs (fra frost)
Peberfrugter i strimler

Gnid stegen med salt og peber og brun den grundigt på alle sider i en stegegryde. Tag stegen op og steg nu løg og hvidløg klare. Læg stegen tilbage i gryden.

Billede2

 

Bland tomatpure, eddike, brun farin, barbecuesovs, Worcestershire sauce, chili og vand og hæld det over stegen. Læg laurbærbladene ved og bring i kog. Få kogningen under kontrol, så det bare simrer omkring stegen og lad den simre i halvanden times tid. Den skal være helt, helt mør. Stik i den og mærk efter. Vend stegen hver halve time og spæd til med mere vand, hvis gryden truer med at koge tør. Kog majs og peberstrimler med den sidste halve time.

Når stegen er mør, skal den op og pakkes ind i folie. Den skal stå og trække et kvarters tid, mens man laver sovsen færdig.

Billede3

Skum fedtet af, juster konsistensen – enten skal sovsen koge lidt ind, eller den skal spædes op med lidt vand.

Så er der præriemad til Rancherman og Colorado Kate…

Billede4

God søndag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Oksekød, Opskrifter og tagget , , , . Bogmærk permalinket.