Jeg ved en sangerrede

Småfuglene har fået deres sidste kuld unger i år og er ved at træne dem til den lange flyvetur sydpå. Vi har holdt øje med dem, og nu, hvor de ikke længere har brug for ly i hækken og buskene, er hækken klippet, og vi skærer ned i det vildnis, de store, forårsblomstrende buske hurtigt danner, når de bare får lov at gøre, som de vil.

Det ser drabeligt ud, men et par dage efter er roen genoprettet.

Man skal have øjnene med sig, når man klipper ned. Den her ganske lille og yndige rede fandt jeg, da jeg skar en forvokset benved i skovhaven ned.

Foret med mos fra haven og hestehår fra den anden side af vejen, fint vævet sammen til en fast og tæt lille rede. Det er en lille, forladt sangerrede.

Sådan en er for fin til at ende sammen med grenene på komposten, og nu står den inde i drivhuset – der, hvor alle fund har det med at samles i løbet af sommeren.

Den perfekte, lille rede kan bruges til påske- og forårspynten. Men ude skal det være, for selv små sangere har fuglelopper, og reden holder sig også meget bedre i den fugtige luft udendørs – især under tag.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard