Jeg har skrevet så meget om andre folks haver i år, at der sikkert er nogen, der har fået den lumske mistanke, at vores egen er tudegrim. Det er den ikke, siger jeg med slet skjult stolthed. Prøv at kigge med ind i staudehaven – haven inde mellem bygningerne.
En frodig oase med blomstrende stauder og buske.
Med kig til marken ‘Østrig’ over hækken.
Roserne blomstrer, her er det klatrerosen Coral Dawn.
Blåregnen fylder sit stativ helt ud i år.
Den lille, røde hyld, Black Lace er vokset pænt, siden den blev plantet sidste efterår.
Og den anden røde hyld, Black Beauty, blomstrer med de sødeste tofarvede blomster.
Ud over staudehaven er der skovhaven, hvor en lille engel napper en ‘morfar’ under en karamelfarvet alunrod.
Der er udsigtshaven, hvor køerne står og gumler lige udenfor hegnet.
Et blomstrende hegn omgiver græsmarken.
Og i kanten af marken har vi den store køkkenhave.
Der er masser af havefryd hos os også. Men noget af det bedste, man kan gøre for sin egen have, er at besøge andres. For at få ideer og inspiration, snakke med og lære af andre haveglade mennesker og i det hele taget udvide sin egen horisont en smule. Det tager den aldrig skade af. Og så er det fantastisk hyggeligt.
God lørdag – både Fru Pedersens Have og Bruuns Have er åbne her i weekenden. Måske skulle du tage en lille tur ud fra egen matrikel? Og kommer du forbi her, så kig endelig ind. Vi kan altid bruge en ekstra hånd til skvalderkålene 😉