Hveder til Store Bededag

Store Bededag – lovfæstet ved kongelig forordning den 27. marts 1686 som en ekstraordinær, almindelig bededag for hele riget. En bods og bededag, som de fleste af os nu tilbringer i haven. Alligevel vil vi gerne have traditionerne på plads. Der skal spises varme hveder til Store Bededag, sådan er det bare.

Traditionen opstod, da bagerne ligesom alle andre skulle have fri Store Bededag. De lavede så brød torsdag aften, som man kunne købe og riste dagen efter, og efterhånden blev det specielle brød, hvederne, til en fast skik. Hvorfor ikke gøre lidt ud af det?

Der er ikke stor mystik i at lave bollerne – hvedeknopper – til varme hveder. Opskriften her er hurtig og driftsikker. Det kan bare ikke gå galt.

Billede3

Man skal bruge:

60 g smør
600 g hvedemel
3,5 dl vand
1 pk gær
1 spsk sukker
1 tsk med top kardemomme
1 tsk salt 

Rør gæren ud vandet. Bland melet med sukker, salt og kardemomme. Smelt smørret. Ælt det hele sammen til en blød dej og lad den hæve en time. Slå dejen ned og form boller, som du lægger i en lille bradepande.

Billede1

Lad dem efterhæve en time. Nu ser de sådan ud:

Billede2

Bag dem nederst i ovnen i 15-20 minutter på 200 grader og vend dem over på en rist til afkøling. Er bunden stadig lidt blød, kan du sætte dem ind i ovnen igen uden form i et par minutter.

Billede3

Så er du klar. Nu skal de bare flækkes, ristes og spises med smør på.

Og så er det man tænker – er det form uden indhold? Burde man så også holde fast i, at man Store Bededag hverken måtte arbejde, rejse, lege eller noget andet? Når man nu spiser hvederne? Det synes jeg egentlig ikke. Hvis ikke Store Bededag markeres på en eller anden måde, kan det næsten være lige meget. Og det med gud? Jamen, det var jo en kongelig forordning – ikke en guddommelig en.

Så jeg går i haven, og måske mumler jeg imens lidt fra det dejlige digt af Dorothy Frances Gurney

The kiss of the sun for pardon,
The song of the birds for mirth.
One is nearer God’s heart in a garden
Than anywhere else on earth.

God torsdag før Store Bededag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Bagværk, Opskrifter og tagget , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Hveder til Store Bededag

  1. Bjarne Petersen siger:

    Jeg vil så gerne være morsom men er det ikke Undskyld. !!! Karen..

    Like

  2. Vibeke siger:

    Kære Karen
    Jeg vil bare lige sige, at der mangler kardemomme i listen over ingredienser. Vi kan sikkert godt selv finde ud af det, men jeg tror, at du kan rette det ret nemt, og så er det jo bedst. God fornøjelse til os alle med hvedebagning og ikke mindst spisningen.
    Hilsen Vibeke

    Like

Der er lukket for kommentarer.