Ørkenplante på afveje

Iris Bucharica – den lille iris, jeg fik  med hjem i blomsterkassen – er en lille ørkenplante på afveje. Den står i sin potte og lyser i gult og hvidt og aner intet om, hvor den er havnet i verden.

Billede2

Godt det samme. Vores lerede og våde, østjyske jord, som roser og kål elsker, vil slå den ihjel, hvis den bliver plantet der. Knoldene vil rådne, hvis den ikke står tørt og godt. Derfor skal den have et lille ørkenbed. Et ørkenbed, der måske og måske ikke vil vokse over årene. Nu får vi se. Tingene griber jo nogle gange om sig.

Bondemanden er leveringsdygtig i et par skovlfulde stabilgrus, og pæne sten til at lægge i og omkring er nemme at finde på marken og i hegnet, hvor de gennem årtier er blevet kastet ind, når de har været i vejen for markmaskinerne.

Billede1

Det bliver spændende at se, om Frøken Bucharica vil synes om sine tilrettede omgivelser. Sker det ikke, er der ikke noget at gøre ved det, og der er heldigvis andre smukke og blomstrende planter, der er skabt til at bo her.

Billede3

Egentlig er det også dem, jeg normalt satser på. Sarte skønheder med nykker er et belastende bekendtskab – men nu vil jeg give den lille iris en fair chance.

God torsdag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Haven, Lidt af hvert og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Ørkenplante på afveje

  1. Elsebeth siger:

    Somme tider havde vi en meget nær og kær bekendt af familien med på søndagsture med madpakke. Jeg mindes engang, vi var i Rold Skov og bl.a. kikkede på de indhegnede fruesko. Pludselig skulle Sigurd ‘lige noget’. Han kom tilbage efter et stykke tid med hår og tøj i uorden og fyldt med smågrene og visne blade OG en fruesko, som voksede i et vildnis et hemmeligt sted UDEN at være hegnet inde. Han er død forlængst, og jeg har holdt mund lige indtil i dag … Han vidste i øvrigt, hvor alting, især blomster, voksede, og hvornår det var tid at tage af sted. En gang havde han inviteret mig med, fordi jeg elskede vilde blomster – det var noget af en ære for en 10års pige at blive sat ind i de forskellige blomsters karakteristika. Stod der pludselig en usædvanlig smuk buket på klaveret, når jeg kom ind fra leg, udbrød jeg “Åh, Sigurd er her!”. Han kunne som ingen anden den kunst at lave smukke buketter – end ikke ham, du er fan af, ville kunne have stået mål med Sigurd.

    Like

  2. Elsebeth siger:

    Jeg er heldig! Indtil jeg flyttede for 23 år siden, kendte jeg kun et sted i verden, hvor der voksede vilde gule anemoner. Sandelig om ikke jeg en dag fandt gule anemoner i min egen have! De hvide har jeg flere steder i stadig større ‘plamager’. Desuden har jeg både blå og hvide violer – jeg har lige fra barnsben elsket de blå og plukkede dengang hundredvis af fine buketter til min mor. Dengang var det en lykke at vide, hvor og hvornår der blomstrede hvad. Selv hjertegræs vidste jeg, hvor voksede – dem har jeg desværre aldrig fundet siden.

    Like

  3. Margit Bruun siger:

    Held og lykke med det, nogle gange skal man jo vove skindet og mon ikke det går godt. Ellers dejlige anemoner, de er bare så bedårende, måtte godt blomstre i min have hele året🙂, kh Margit

    Like

    • Der er ikke meget, der er skønnere end anemoner, og vi har så mange af dem alle vegne. Skoven er dækket, skrænten, den gamle overgroede æblehave, og der er klatter af dem i alle bede. De er SÅ velkomne. Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.