Kylling, bacon. En blanding skabt i den kulinariske himmel. Det bliver lige en tak bedre endnu: Lækker, saftig kylling med fyld af krydret pikantost. Fileterne er holdt sammen af bacon og bagt i ovn på grøntsagsbund.
Nem og alligevel festlig mad, og en god måde at bruge rester af flødeost og grøntsager.
Man skal bruge:
1 kyllingebrystfilet pr. person
2 skiver bacon pr. filet
1 spsk Pikant – eller anden krydret flødeost – pr. filet
Blandede grøntsager fra grøntsagsskuffen – her rød peber, cherrytomater og porre
1 glas hvidvin
1 glas vand
1 dl fløde
Salt og peber
Start med at skære fileterne op. Skær et langt og dybt snit skråt ind fra top til bund – først til den ene og så til den anden side. Billedet viser nok bedre end teksten, hvad jeg mener?
Put Pikant ost ind i midten, luk fileten igen og sno to skiver bacon omkring den, så den holdes sammen. Brun fileterne på alle sider, så det værste fedt smelter af.
Gør grøntsagerne i stand, læg dem i et ovnfast fad, hæld vin, vand og fløde over og drys med salt og peber. Sæt fadet ind i ovnen på 200 grader, til det bobler. Læg så kyllingerullerne ovenpå og lad dem bage med i en 20 minutters tid. Tag dem ud, pak dem ind i folie og lad dem trække 10-15 minutter. Skær dem i skiver og server med grøntsagssovsen fra fadet og ovnkartofler.
En hel filet pr. person er nok til meget sultne mennesker – men rester er rigtig gode i madpakkesandwichen.
God onsdag.
MUMS…. Den kommer på menuen meget snart! 🙂
LikeLike
Jeg er sikker på, I vil kunne lide det – ellers er det vist på tide med en smagsløgstransplantation 🙂
LikeLike