Loppefryd

Lopper. Hvem er ikke vild med lopper? Altså ikke den slags, som katten af og til bringer ind i huset, og som straks kaster sig over ens ankler, men loppis, som svenskerne kalder dem. Skatte fra loppemarkeder. Det at finde noget, andre har kasseret, se ‘noget’ i tingene, tage dem med hjem og bringe dem til ære og værdighed igen.

I Påsken havde jeg tid til at loppe mig lidt og tage op til Aarhusklunserne i Lading et par gange. Jeg brugte ikke en formue, men jeg slæbte skønne ting hjem. En lille fletreol til pavillonen, nogle gode potter til haven og så kronen på værket – imperiets juvel: et lille bord med skuffer og et nyt sengebord til det Rosa Værelse i B&B’en.

Billede3

Det lille skuffemøbel trænger til lidt ny maling, og det skal det også nok få. Hvid kalkmaling er planen. Men så skramlet er det heller ikke, at det ikke kan bruges, som det er, og det passer perfekt ind i den gammeldags, romantiske stil, der er i værelset.

Billede5

Det gamle sengebord fra det Rosa Værelse er kommet ud i pavillonen.

Billede6

Derude passer det perfekt, men så manglede der jo noget i det Rosa. Det fandt jeg også hos klunserne.

Billede4

Lille, fint og hvidt. Lampen på bordet er samme sted fra. En Lene Bjerre lampe, jeg fik for en tyver for et par år siden.

Man føler sig næsten euforisk, triumferende glad, når man finder fund som dem, og jeg kan ikke køre forbi en loppe/genbrugsbutik uden liiiige at skulle kigge. Som regel er der ikke meget at komme efter, men af og til er der. Og så er det alle de andre gange værd.

God tirsdag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Lidt af hvert og tagget , . Bogmærk permalinket.