Kvidren i tågen

Morgenen startede med frost. Rim på tagene, rim på drivhuset og rim på de små erantis.

Mens temperaturen sneg sig op mod nul, steg tågebankerne op fra engen og slugte landskabet.

Koldt og fugtigt. Hænderne dybt begravet i lommerne, løbende næse og vand i øjnene.

Forår? Man kan næsten komme i tvivl. Og alligevel ikke. Fra træerne ved bækken, fra træerne på skrænten, fra skoven og fra haven er der en kvidren, en pippen og en fløjten. Fuglene ved, det er forår. De er begyndt at synge igen. Solsorten synger fra toppen af et grantræ. Spætmejsen fløjter, bogfinkerne siger deres evige ‘det det det det kan jeg sige ligeså tit det skal vær’, spurvene pipper, lærken synger og mejserne kvidrer. En flok stære skræpper i kastanjen.

Sangen varer lige til engang hen i juli, hvor de – efter masser af slåskampe, flere kuld unger,  op mod 50.000 ture ud efter mad til ungerne, og sang i alle de mange lyse timer – bruger den sidste del af sommeren på restituere sig lidt, så de kan overleve vinteren og starte forfra til marts.

Og i løbet af formiddagen tør marken, husene og de små gule forårsbebudere op igen.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard