Nemt tilbehør med gulerod og fennikel

Faktisk er det bare en variation over glaserede gulerødder. Glaserede gulerødder, der også er en gammel ret – mormormad. At putte fennikel i er lidt af en modernisering, men det må man godt. For blandingen smager rigtig godt, og gulerod og fennikel klæder hinanden – både i smag og i farver.

Billede13

Man skal bruge:

2 store gulerødder
1 lille fennikel
Lidt smør til at stege i
2-3 spsk vand
1 tsk sukker
Salt og peber

Start med at gøre grøntsagerne i stand og snitte dem. Gulerødderne i ca. 2 mm skiver, fennikel i ca. 5 mm skiver. Svits grøntsagerne i smør, drys med lidt salt og peber, og lad dem stege for god varme i et par minutter. Tilsæt vandet, rør rundt, læg låg på og lad dem dampe i endnu et par minutter. Tilsæt så sukkeret, rør rundt og lad det hele glasere lidt i endnu et par minutter. Der skal stadig være bid i.

Sådan. Færdig. 3 x 2 minutter. Det er det hele. Ret hurtigt. Det gode ved det er, at man kan lave tilbehøret som en pludselig indskydelse, hvis man synes, der mangler lidt spræl til aftensmaden.

Vi spiste det senest til kalvestegen med pebersovs, men det passer til stort set alt.

Billede5

For nu at blive i halvfjerdsernes ‘friske’ reklamesprog: Prøv det før din nabo!

God tirsdag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i God og billig mad, Lidt af hvert, Mad fra haven, Opskrifter og tagget , , , . Bogmærk permalinket.