Velkommen, lærkelil!
Jeg véd ej strengespil,
så sødt og rent og jublende så vide,
som disse tonedrag,
de glade klokkeslag,
der ringer våren ind ved vintertide.
(Tekst: Chr. Richardt, 1868, Melodi: Carl Mortensen)
I dag hørte jeg lærken for første gang i år. Trillende, fløjtende, højt over marken i den klare luft.
Den lavtstående sol var skarp, og jeg kunne ikke få øje på den. Men luften var fuld af sang, som den vil være det i mange måneder fremover. Fra nu af og til langt hen i efteråret.
Lærken er den første rigtige forårsbebuder. Den synger allerede nu om forår og om sol og sommer. Om i slutningen af februar at stå et sted, hvor der er læ, med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen og mærke, hvordan solen igen er ved at få magt, mens ørerne fyldes af triller.
Du troens rette fugl,
som bier kun på jul,
og kun i årets skumring holder inde,
for så med jubelsang,
når rug er oven vang,
at varsle højt om vårens lune vinde.
God fredag.
Jeg har også hørt og set lærken – der findes næsten ikke smukkere sang. Det er også en oplevelse at følge dens lige vej fra jord til himmel (som der også står i sangen) Kh. Karen
LikeLike
Lige nu findes der i hvert fald ikke smukkere sang. Både på grund af melodien, men også på grund af det, sangen betyder 🙂 Og du har helt ret. At se på lærkens himmelflugt er en fryd. kh, også Karen 🙂
LikeLike
Vi hører stort set aldrig lærken hos os, men tænk forleden dag hørte jeg den, da jeg gik i haven, jeg blev helt overrasket, især fordi jeg for tiden hører dårligt på venstre øre 😦
Kh Lisbeth
LikeLike