Claus Dalby: Hvid Jul – og lidt om inspiration

Forleden kom jeg hjem med Claus Dalbys nye julebog, Hvid Jul. Jeg havde egentlig tænkt mig at spare lidt på den, at gemme den til vi kom tættere på december. Men det regnede noget så frygteligt, og det stormede også. Lige vejr til at putte sig i sofaen og lade sig opsluge.

Billede1

Bogen hedder Hvid Jul, og det er julepynt og dekorationer med hovedfarven hvid, der er i højsædet. Hvidt sat sammen med grønt og grålige nuancer (med et strejf af blåt i et af kapitlerne). Elegant, rent og direkte opløftende. Der er fine, men også rustikke dekorationer til både ude og inde.

I det hele taget er den fyldt med de skønneste billeder af buketter, opstillinger og dekorationer – og der er de smukkeste billeder fra Claus Dalbys egen have, hvor sneen ligger tykt og oplyses af et væld af julelys. Rigtig, rigtig smukt er det. Guf for øjnene.

Så jeg startede med at bladre og sige neeej, åååh og næææh – og ‘sådan en vil jeg også lave’.

Billede2

Men det er ikke kun en neeeej, åååh og næææh bog, fandt jeg hurtigt ud af, da jeg begyndte at læse. Den er fuld af hyggelig julesnak og fortællinger fra Claus Dalbys eget liv. Om kreativitet og inspiration – og af sjove fakta som, at der faktisk kun er hvid jul hvert 12. år i gennemsnit. Et par julesange bliver der også plads til. Og der er vejledninger, så man selv kan gå i gang. Vejledninger, der er lige til at gå til efter en tur i skoven, hegnet eller haven. Claus Dalby er rigtig god til at afmystificere pyntningens ædle kunst. Hurra for det!

I bogen er der også flere henvisninger til websites, hvor Claus Dalby køber materialer, og det er rigtig nyttig viden.

Selvfølgelig promoverer han også sit eget brand. Men hvad sker der nu ved det? Det ville jeg da også gøre, hvis jeg havde et. Helt afgjort. I den grad.

Bogen er en ren fornøjelse, og den giver kriblen i fingrene efter selv at gå i gang.

Mon hunden vil med en tur over til skoven, hvis jeg bærer kurv og saks?

God søndag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Lidt af hvert og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Claus Dalby: Hvid Jul – og lidt om inspiration

  1. claus dalby siger:

    Kære Karen. Tak for dine søde ord. De glæder. Virkelig,
    Kh Claus

    Like

  2. anettesflora siger:

    Hej Karen!
    Jo jeg har fulgt med i dine kreative udfoldelser på det sidste, kristitornekrone blev rigtig lækker, du skriver altid så dejligt at smilet kommer frem:-)
    Den der med at ville sparre på en bog, den kender jeg, men må jo lige kigge lidt,,, også lidt mere, pludselig er al den sparre mentalitet forsvundet, til næste gang;-)
    Fik min første bog af CD da romantiske haver udkom, lækker! Og Hvid jul- elsker at der er lidt andet læsning, og du gør mig nysgerrig med din flotte beskrivelse af bogen, tak for den!
    Og nu vil jeg bare glæde mig til engang i eftermiddag, for tænderne løber i vand ved tanken om at skulle have noget godt kød med duft og smag:-P
    Hilsner og god dag fra Anette

    Like

    • Den er virkelig lækker, den bog – og det er kødet også🙂 En skam, at det ikke lige kunne flaske sig med, at I hentede kødet i går, så vi kunne have fået en hyggesnak og en havetur. Men vi var kun hjemme i glimt hele weekenden, så det var lidt svært at planlægge.
      kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.