Min mormor hilser og siger undskyld

Jeg har fået en bog af People’s Press. En dejlig bog. Endnu en varm, kærlig, fantastisk sjov og sprudlende bog fra Fredrik Backman, den svenske blogger og forfatter, der står bag En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her.

Min mormor hilser og siger undskyld, hedder den.

Billede1

Den er sjov og underfundig på trods af dens egentligt ret alvorlige emner. Det er en historie om venskaber, om ensomhed, om at være anderledes, om at elske og om at håndtere det, når man mister dem, man elsker, til den ubønhørlige død. Og den handler om, hvordan mennesker går skævt af hinanden, og om hvordan intet er helt, som det ser ud ved første øjekast.

Bogen bliver fortalt af Elsa, der er syv, næsten otte. Hun er ikke noget standardbarn. Hun kan læse – og ikke mindst tænke over det, hun læser. Hun bruger Google og Wikipedia, når hun vil vide noget, og hun har allerede læst en hel del af det, hun kalder ‘kvalitetslitteratur’. Harry Potter for eksempel. Og Spiderman. Selvfølgelig bliver hun derfor også mobbet i skolen. Elsas eneste ven er mormor på 77, der bestemt heller ikke er nogen standardmormor. Det er mormødre sjældent, hvis de er den slags, der skyder med paintball geværer mod irriterende naboer, bryder ind i zoologisk have og kører bil uden kørekort for bare at nævne nogle af de mindre ting.

Mormor, der har været kirurg i verdens brændpunkter, og Elsa er ‘to mod verden’. De har deres eget hemmelige sprog og deres eget eventyrunivers i Landet-næsten-vågen. Det er Mormor, der fortæller eventyrene, og de har – ligesom rigtige eventyr skal have – en hel del med virkeligheden at gøre.

Mormor dør, men inden får hun Elsa sendt ud på en ‘skattejagt’, hvor hun skal finde og aflevere en række breve, Mormor har skrevet til alle i ejendommen, hvor de bor. Alle brevene indeholder en undskyldning. For noget Mormor har gjort eller måske især ikke gjort i forhold til hver af dem.

Skattejagten fører til usandsynligt morsomme situationer, morsomme, underfundige og alligevel med et stik i hjertet. For ejendommens beboere har alle deres fortid og historier, og ingen af dem er særligt muntre. Ulvedrengen, Havenglen, Rådvilddyrene  og Nuerne fra Mormors eventyr – kongerigerne i Landet-næsten-vågen og sågar det hemmelige sprog – der er en forklaring på alt.

Vi møder Britt-Marie igen. Britt-Marie, som hun var, før hun flyttede til Borg. Jeg elsker når det sker. Når personer fra forfatteres andre bøger dukker op i de nye historier.

Fredrik Backman giver mere end nogensinde før los for sin finurlige og livsglade fantasi og fortælleevne. Det er en historie om – og med – eventyr. Om eventyrenes magt. Hvor slutter eventyret? Hvor begynder virkeligheden? Og kan man (og bør man) virkelig altid skelne helt 100 procent?

Mormor hilser og siger undskyld er en fantastisk bog, der flyver afsted på sprogligt sikre vinger. Find dig en god lænestol – eller et sofahjørne, der ikke er optaget

Billede3

og gør klar til at få en dejlig historie.

Billede2

God søndag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Lidt af hvert og tagget , , . Bogmærk permalinket.

8 svar til Min mormor hilser og siger undskyld

  1. Bjarne P. siger:

    Min kæreste siger, det må være nogle meget tynde bøger hun læser, måske hæfter. Hun kan ikke forstår du har tid til alt det du laver.. For mit eget vedkommende er dagen fuld af lokal aviser reklamer og meget andet så der er ikke tid til at læse bøger . jo kogebøger køber jeg, det kan jeg ikke lade være med.. Jeg har omkring 100 stykker nogle tykke andre tynde. Da vi ikke skal være tykke læser jeg kun De tynde. Da jeg godt kan lide PUK ELGÅRD er jeg begyndt at læse hendes bog ELLEN 100 år med lyst til livet. Det er en samtale bog.. hun har med ELLEN. Varm bog ikke færdig læst..

    Like

  2. Hansi siger:

    jeg har været ret sløv igennem de sidste år har ikke læst en bog siden Stephen Kings Begærets Butik som jeg synes var både spændende og træls på engang nå måske hiver jeg en af de omkring milliard millioner bøger frem mjeg synes vi ejer((fik afleveret omkring 1oo stks til Kirkens Korshær for en tre måneders tid)

    Like

    • Hvordan kan du dog undvære bøger? Jeg tror, du ville nyde Ken Folletts trilogi om det tyvende århundrede. Start med Giganterne fald, og så er du hooked🙂

      Like

      • Hansi siger:

        ak det går meget godt med at undvære Bøger. Før i tiden læst jeg tykke Bøger fra ende til anden i null komma niks,men pludseligt havde jeg fået Bøger nok så jeg har ikke læst en Bog i to År.hvis ikke man regner Kogebøger med Har to jeg skal havet læst ,de ligger i reolen, og er klar til at blive taget ned købt for lidt over to år siden

        Like

      • Op på hesten igen, Hansi🙂

        Like

  3. Nana Hecquet siger:

    Næh, hvor er du heldig at du sådan får en bog af forlaget! Og den lyder god! Jeg får helt lyst til at læse igen. Jeg er inde i en periode hvor jeg ikke læser så meget for min egen fornøjelses skyld, for læser gør jeg altid i forbindelse med mit arbejde. “Min mormor hilser og siger undskyld” skal måske være den næste bog jeg læser – hvis jeg kan finde et ledigt sofahjørne😉
    Kh Nana

    Like

    • Åh ja – det er en af grundene til, jeg aldrig blev engelsklærer🙂 Alle mine venner, der er det, kan ikke læse en bog uden at tænke ‘kan jeg bruge den til elever?’. Og jeg har altid elsket at læse – bare for historiens skyld. Und dig selv at læse Mormor – det er virkelig en bog, man bliver et bedre menneske af at læse – tror jeg nok🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.