En sprød og lækker efterårssalat med hokkaido

I år har vores hokkaidoer været meget, meget små. Normalt kan de let komme op på et kilos penge, men i år er de i ministørrelse. Mikro-ministørrelse. Nærmest som æbler. Der er ikke meget at komme efter. Jeg har ikke engang fotograferet dem – vil meget hellere vise, hvordan de plejer at se ud.

Picture1

Men de kan bruges i salater, og især er de gode skåret i tern, stegt og let karamelliseret på panden i den her salat, som vi har spist rigtig meget af i den sidste tid. Den er nærmest vanedannende, og selvom jeg sjældent laver opskrifter på salat, skal du lige have denne med.

Billede6

Man skal bruge:

Hvidkål som basis
Finthakket rødløg, ristede peanuts, agurketern og hokkaido som fyld.
Smør til stegning og flydende honning

Jeg har ingen nøjagtige mål, men hvis du lader lige godt halvdelen af salaten være kål og resten fyld, er det fint. Eller gør det, som du selv synes. Men lad være med at være for nærig med de gode sager – det er jo dem, der giver smag.

Rist peanuts lysebrune på en tør pande. Hold øje, de  brænder let på.

Fjern kernerne og skær hokkaidoen i tern. Rist ternene i knap 10 minutter i lidt smør. Hæld lidt flydende honning over, rør rundt og lad ternene karamellisere lidt. Det tager et par minutter. De skal være gennemstegte, men stadig hænge sammen.

Snit hvidkål fint og hak det i mindre stykker. Hak rødløget meget fint og skær agurken i tern.

Billede1

Bland det godt og hæld så peanuts og hokkaidoternene øverst – det ser så indbydende og efterårslysende ud.

Billede2

Hvis man gerne vil have en dressing til, skal den ikke være alt for dominerende. En let olie/eddike dressing – måske med en anelse Dijon sennep – meget gerne den med hele sennepskorn – kan gøre det.

Som sagt er det ikke ofte, jeg kommer med en opskrift på salat. Det er ikke, fordi vi ikke spiser salat – der er bare så mange andre, der er supergode til netop salater – for eksempel Salat Tøsen for bare at nævne en.

God tirsdag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Mad fra haven, Opskrifter og tagget , , . Bogmærk permalinket.