Lækre, krydrede minideller på asiatisk baggrund

Rigtig god hverdagsmad: små stegte, krydrede kødboller på en bund af wokket have. Det er hurtigt lavet, og det rammer lige der, hvor dagens stress har sat sig fast, løsner nakkemusklerne og gør smagsløgene og maven glade.

Det er en ‘brug, hvad du har’-opskrift og derfor nem at gå til.

Billede3

Til grøntsagerne skal man bruge:
Nok af, hvad haven/køleskabet har at byde på. Squash, porrer, gulerødder, bønner, løg og hvidløg skåret i tynde skiver samt 1 spsk revet ingefær.
2 spsk oyster sauce
2 spsk soya
Sambal oelek efter smag og behag – jeg brugte en teskefuld, men det kan være for stærkt for nogle…
En håndfuld hakket, frisk koriander
Salt til tilsmagning
Olie til stegning

Til kødbollerne skal man bruge:
500 g hakket oksekød
1 spsk revet ingefær (det bliver to i alt)
3 fed fintrevet hvidløg
1 håndfuld hakket, frisk koriander
1 groftrevet løg – hverken stort eller lille, men lige midt imellem
1 lille æg
2 spsk ketchup
Salt og en halv tsk sambal oelek og – cirka – 1,5 dl vand

Billede1

Lav kødbollerne først. Rør kødet med alle ingredienser og form små boller med en teske, som du steger for god varme i olie.

Gør grøntsagerne i stand – skræl og riv løg og hvidløg (der er ingen grund til at grise hvidløgspresseren til, når man alligevel har gang i rivejernet). Skær porren i tynde ringe, skær bønnerne i småstykker og skær squashen i små tern.

Når de små kødboller er færdige, smider du grøntsagerne på panden, steger dem i et par minutter og tilsætter sambal oelek, oyster sauce, soya og vand. Lad det hele stege/koge, så vandet er næsten væk, smag til med salt (mindre chili = mere salt), bland de små kødboller i og lad dem varme igennem.

Billede2

Til sidst drysser du med rigeligt hakket koriander, og så er der ikke mere at gøre end at spise. Gerne med basmati ris til.

Vi var kun to, så halvdelen af de små kødboller blev lagt i fryseren. Så bliver det dobbelt så nemt næste gang.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.