Besøg på Rosenholm Slot

Jeg havde længe glædet mig til at besøge Rosenholm Slot. Julekalenderslottet fra Jul På Slottet – den skønne prinsesse Miamaja og hendes Valentin. Romantik, hvide damer og gammeldags hygge og uhygge. Og endelig kom dagen.

I lørdags, i drivende, dryppende, silende regn, gik vi over broen, over voldgraven med det dybtgrønne vand, til det lille og pyntelige slot. En dråbe satte sig på linsen, da jeg tog billedet. Det var grundvådt derude.

Billede1

Vi gik gennem porten til slotsgården, hvor den guidede tur begyndte.

Billede8

Og så gik det ellers rum for rum. Stuen…

Billede3

Gæsteværelser…

Billede7

Riddersal og lange gange. Kun en del af slottet er åbent for publikum, og der er gjort en del ud af at vise, hvordan det var dengang, det var før. Festkjoler brugt af baronesserne på slottet gennem tiden var sat på giner, og i kongens gæsteværelse stod et par kongelige sutsko ved siden af den kongelige gæsteseng.

Den største wow-faktor var i biblioteket. En tidlig ejer af Rosenholm blev kaldt Holger den Lærde. Han havde studeret under Martin Luthers kyndige vejledning, og nogle af hans bøger fra dengang stod i biblioteket. De fleste af bøgerne blev ødelagt under 30 års krigen. De bøger, der stod tilbage, var dem, der var udlånt til den lokale præst, som heldigvis undgik besøg af soldaterne.

Billede4

Martin Luthers skrifter stod der – det er dem med de hvide skindbind. Der var også et eksemplar af en af de første, trykte danske bibler – Christian den Tredjes bibel, trykt i 1550. Historiens vingesus.

Ellers var der alt det gøjemøg, der nu engang hører til sådan et slot. Hovedløse riddere, en hvid dame og slotskitch.

Billede2

Vi fik kaffe i Riddersalen, der kan lejes til bryllupper og fester. Der blev gjort en del ud af at nævne de rum, der kunne lejes – rå reklame, men hvad. Alle skal jo klare sig, og det er dyrt at holde sådan et slot vedlige. Der skal vist en del bryllupper til, før det batter noget, for uanset pragten og duften af fordums storhed kunne man se, at der var en del, der trængte til en kærlig hånd.

Turen var slut, og vi vendte snuden den anden vej. Ud over voldgraven igen…

Billede6

… og gennem den stadig silende regn til Skivholme, hvor jeg på min egen reol så et eksemplar af Shakespeares Hamlet og kom til at tænke på, at Shakespeare jo faktisk kendte en af de gamle fra slottet fra dengang. Han brugte Rosenholm familiens navn, Rosenkrantz, i netop Hamlet. To unge adelsmænd, der bliver myrdet i stykket, hedder Gyldenstjerne og Rosenkrantz, og det siges, at det var mødet med dem, mens de studerede i England, der fik ham til at anbringe Hamlet historien i Danmark.

Historiens vingesus.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

1 thought on “Besøg på Rosenholm Slot”

Der er lukket for kommentarer.