Husløg i en sten

Sidst Bondemanden pløjede oppe på den stejle mark, vi kalder Østrig, sagde det klonk ude ved ploven. Ikke nogen god lyd. Det var den her store, flotte sten, der lå i vejen – lige under jorden.

Billede3

Den blev gravet fri og med møje og besvær læsset på frontgaflen og kørt ned til haven, hvor den kunne være til pynt og nytte i stedet for til fare for det dyre materiel.

Et stykke af stenen blev slået af i kampens hede, og det danner nu låg over en lille flok forskellige husløg. Det ser ud som om, de gemmer sig og forsigtigt kigger ud for ikke at gå glip af noget.

Billede2

Jeg har klodset stenstykket op med en anden (lille) sten og fyldt ud med grus. Løgene er stukket ind i gruset langs kanten. Husløg er jo noget af det mest nøjsomme, man kan tænke sig, og de er fantastisk velegnede til at sætte i potter der, hvor man ikke lige kommer forbi med vandkanden hver dag.

Billede2

Sikke en Sankt Hans aften i går – mon det var sommeren, der faldt på den dato i år? Håber nu, der kommer mange flere dage af den slags.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Husløg i en sten”

  1. Hvor ser det godt ud også spejlet der sådan nærmest skødesløs læner sig op af træet.
    Dejligt at den flotte sten nu kan bringe glæde i stedet for at være til fare 🙂
    Sådan er der egentlig så meget der kunne gøre – hvis nogen har øje for deres kvaliteter og den/de lander det rigtige sted.
    Jeg håber også at der kommer langt flere aftener som i aftes ❤ For den var simpelthen næsten magisk – lun og stille sommeraften, hvor man bare slet slet ikke har lyst til at gå ind.
    Jeg tilbragte det meste af aftenen i Økologiens Have sammen med et par gode venner og rigtig rigtig mange andre havde også fundet derud.
    Alligevel var der en helt vidunderlig dejlig rolig stemning, hvor man hyggede rundt omkring både i Væksthuset-cafeen med levende musik – smukt – stille og rolig ❤ men bestemt også udenfor ved bænke, borde og de små bålsteder. Hvor familier og grupper hyggede sig med medbragt mad på grillen eller de små bålsteder. Der var en stor grill man kunne grille sit kød på, der var snobrød m.m.
    Allerede da jeg ankom – lidt sent – og gik gennem den første lille del af haven for at møde mine venner i Væksthuset, blev jeg ramt af af den helt vidunderlige stille og rolige stemning – fik da vist en lille tåre i øjenkrogen og det var ikke røgen fra bålstederne. Ja, selv børnene i alle aldre var kommet ned i tempo og ikke mindst lydniavue 😉
    De medbragte hunde var åbenbart også ramt af stemningen – de trissede i alt fald stille og roligt med rundt, sad eller lå og pyntede hos deres ejere – Tror altså ikke jeg hørte en hund gø eller for den sags skyld et barn larme, skrige eller råbe hysterisk hele aftenen.
    Den Sankt Hans aften vil jeg mindes med et stille smil – Længe !

    Like

Der er lukket for kommentarer.