Valgdag

I dag burde jeg vel servere en opskrift på valgflæsk. Men helt ærligt – det har vi da vist fået nok af. Vi har måttet lægge øre til meget (også) i den senere tid. Nu skal en blog, der handler om alt det gode i livet, ikke fyldes med frustrerende politik. Derfor kommer der lidt blomsterbilleder, mens jeg tænker mig om.

Billede11

For valget i dag er blevet præsenteret for os som et valg mellem to personer – ingen nævnt, ingen glemt. Nærmest et valg mellem pest og kolera.

Billede2

Men skal de egentlig bestemme det? Skal vi acceptere den dagsorden? Der er andre – og mindre – partier, der nok vil støtte enten Tante Rød eller Onkel Blå i en kommende regering. Men som alligevel har deres egne mærkesager. Og der er mange kandidater at vælge imellem – gode som dårlige i både rød og blå stue.

Billede10

Jeg vil lade valget blive en personlig ting denne gang. Stemme personligt på en kandidat, der deler nogle af mine holdninger til mine mærkesager – og det handler hverken om kontanthjælp eller udlændinge. Der er nemlig andre ting at gå op i også, selvom det ikke har lydt sådan i den sidste måneds tid.

Billede4

Et krav til ‘min’ kandidat: Han eller hun skal have haft et rigtigt arbejde. I flere år. Og han eller hun må hverken være uddannet til at være politiker eller ud af en familie, hvor ministerposterne nærmest går i arv. Og så skal det være en, der endnu ikke er spoleret af allerede at have siddet i Folketinget.

Billede3

Det er nemlig der, de bliver afrettet til at acceptere det stive tankesæt, der har gjort dansk politik så kedelig og irrelevant. Ingen visioner, ingen drømme, ingen klare holdninger – kun ‘hvad mon vælgerne vil høre, for at de stemmer på mig’.

Det kan godt blive lidt svært at finde sådan en – men jeg har jo resten af dagen til at lede.

God valgdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

7 thoughts on “Valgdag”

  1. Det havde han nemlig, Karen! Og nu er han helt ude af “billedet” …
    De to journalister, der stod for slagets gang på DR1 skiftede hele tiden mellem ‘spekulere på/over’ og ‘spekulere i’ uden åbenbart at kende forskellen. Bildsøe Lassen har desuden ofte problemer med ‘ligge/lægge’ i tv-avisen.

    Like

  2. Der er én, jeg ikke vil stemme på – ham der ministeren, der i alt for lang tid stirrede stift på mig over min høje hæk (og på rapsmarken på den anden side af vejen). Jeg var ved at få svip! Heldigvis kunne min søn med en lang rive få ham “omvendt” og trukket lidt ned, så han nu kun stirrede på dem, der kørte på vejen – og jeg fik min have i fred. “Han er da godt nok træls at se på”, sagde en af mine venner.
    Mens jeg boede hjemme, var valgaftenen en festaften, hvor vi hyggede os og spændt fulgte med på tv – det er på flere måder meget længe siden, jeg ligefrem hyggede mig med det.

    Like

  3. I dag vil jeg ikke se rødt, men himmelblåt og Dannebrog i rødt og hvidt .. Jeg vil spise stegt flæsk stegt på pande nye kartofler og persillesovs.. Jeg er i gang med HC Andersens rejse i Sverige som han besøgte 3 gange af Helge Qvistorff …Jeg varmer op med 1 kapitel.. Jeg holder også meget af Græsted som jeg har besøgt flere gange, og Lykkesholm slot på Fyn. Så vil jeg hygge mig i aften,- se tv og lukke ned når for mange ungdommelige hunde hoveder dukker op i venstre side af skærmen.. God Torsdag Valgdag..

    Like

Der er lukket for kommentarer.