Nu blomstrer de kønne rododendron i surbundsbedet omme i skyggehaven.
De blomstrer senere i skygge end i sol, men de blomstrer, og så har vi glæde af dem i det meste af en måned, fordi vi har flere forskellige slags. Det er de sart rosa og de pink rododendrons tur lige nu.
Mellem buskene har vi lagt nogle store marksten.
Den store her havde vi aldrig fået anbragt nogen steder, hvis ikke en venlig mand med en stor maskine en dag kom forbi på vejen og så, at vi havde brug for en hjælpende grab. Den er tung – meget tung.
En anden fandt vi nede i engen. Den er blevet slebet og poleret af isen for tusinder af år siden. Et kunstværk i sig selv. Derfor ligger den også der i forgrunden af bedet, hvor vi kan se den hele året.
Sten og stedsegrønt. De passer så godt sammen.
Marksten kan man få gratis mange steder. Bondemanden finder dem selv, når han pløjer. Det er som om de vokser op af marken, når frosten trykker jorden. Men man behøver ikke have sin egen mark. Find en dynge et sted, ring på hos landmanden og spørg, og oftest kan man bare få den sten, man har udset sig. Eller man skal måske betale lidt til kagekassen – sjældent ret meget.
Gratis eller næsten gratis havepynt af en slags, der aldrig nogensinde går af mode.
God søndag.
Ja der skal være sten i en have, sten og planter klæder hinanden.
Kh Lisbeth
LikeLike
Jeg har i flere år samlet de pæneste af de røde granitsten, og efterhånden bliver de til et stengærde mellem to haveafdelinger. Det er hyggeligt 🙂
LikeLike