Den der kål, du ved nok

Skvalderkålen. Den altopslugende. En trussel mod menneskeheden, grunden til slidgigten i min højre pege- og tommelfinger, og årsagen til mange planters bortgang til den store have i himlen. Den er ikke let at bekæmpe. Man tror, man har fået krammet på den, og så stikker den alligevel sit grimme hovede frem mellem stauderne i blomsterhaven.

Når jeg siger, vi har meget skvalderkål, er det ikke koketteri. Den dækker skrænten mellem haven og marken, og det er totalt menneskeligt umuligt at bekæmpe den der. Kun i bedene får den kamp til stregen. Og faktisk ser det ganske godt ud med skvalderkål på skrænten i udsigtshaven. Når bare græsset er slået.

Billede2

En frodig, grøn baggrund. Grænsen mellem civilisation og vildskab.

Nogle vil nok, når de se billedet her, spørge hvorfor der dog står en bænk midt i alt det grønne der, og hvorfor der ikke er mere rigtig have omkring bænken? Men det er udsigten fra bænken, det drejer sig om. Her kan man sidde og se mod vest, ned i engen – eller ud over det vidstrakte landskab.

Billede3

Sidde i flimmerskyggen under de store træer på en varm dag. Se på solnedgangen. Eller se et syn som det her.

Billede1

En knap 8 timer gammel kviekalv, der bliver nusset af sin mor.

Så pyt med skvalderkål i baggrunden. Det er bare en neutral grøn baggrund for alt det andet.

Rigtig god fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “Den der kål, du ved nok”

  1. Skvalderkål de rette steder er smukt! Det er sådan en frodig plante og flot skærmblomst. Jeg har haft held med at rydde et bed ad gangen i det tidlige forår, hvor jeg ligger på knæ og graver mig igennem jorden og fjerner alt, der minder om skvalderkål. Senere på sæsonen handler det så om at fjerne det, lige så snart man ser antydningen af et blad – på den måde har jeg haft fine skvalderfrie bede i flere år – side by side af masser af skvalderkål – bunddække.
    Men som bunddække i skovbunden eller som på din skrænt er der ingen grund til at ærgre sig – det ser da godt ud!

    Like

    1. Du har helt ret, og det er samme måde, jeg kæmper på. Helt væk kommer det aldrig. Vi har haft mange muldvarpe i år, og der hvor de har løsnet jorden, skyder skvalderne frem med ekspresfart – lige der, hvor de ikke må 🙂 Men ind mod skrænten, ser det rigtig godt ud. Og så er der jo altid en godbid til køerne lige ved hånden

      Like

  2. Skvalderkål smager godt,( prøv dem som spinat) er kønt og frodigt at se på.. min nabo sprøjter noget stads en halv meter ind i min have hvert år for at slippe for det..det er måske fair nok selvom jeg ikke tror mine små frøer og salamandere i havedammen bliver boende hvis han intensiverer kampen ret meget mere… men han er en sød gammel mand og sådan har han vist altid gjort.. han vil ikke ha vi klipper hækken ned med det resultat at vi nu ikke længere har en hæk men lidt spredte høje hæktræer..ok så det er bare i orden… jeg tror faktisk han har en eller anden forestilling om at han så slipper for at kunne se ind til mig..det er nu det modsatte der er tilfældet..:-) kan man endelig ikke lide det grønne så kan jeg i hvert fald trøste mig med at brændenælderne meget hurtigt tager over.. de har nu også indtaget højbedet… det er lidt irriterende men bestemt ikke irriterende nok til at jeg lige nu vil gøre noget ved det.. måske klipper jeg højbedet lidt fri så jeg kan komme hen over det der engang var en græsplæne med tørt gulligt græs når jeg vil have fat i mine krydderurter som tilsyneladende ikke lader sig gå på af al den omgivende frodighed… du har nogen endog meget meget fine skvalderkål…!

    Like

    1. Har prøvet skvalderkål som spinat, Tante Tea – kan altså ikke lide det. Men kom bare og pluk af hjertens lyst. Der er nok til både dig og køerne, som elsker dem.
      Frøer og salamandere er heldigvis ikke så sarte, som rygtet vil det. Vi har frøer alle vegne og salamandere boende i et hul under kældertrappen. I sommer fandt jeg en sammenrullet sok i skvalderkålen under tørrestativet. Nok en, jeg havde tabt. Da jeg rullede den ud, stod jeg med en – troede jeg – død salamander i hånden. Den boede inde i sokken. Men varmen fra min hånd vækkede den, og den var vist lidt sur over at blive vækket. Den sad lidt, plirede med øjnene og vandrede så adstadigt af sted – nok for at lede efter den anden sok…

      Like

Der er lukket for kommentarer.