Italiensvej

Italiensvej. Sådan hedder Anne Grues nye roman, der udkommer den 28. maj. Min søster, Elsebeth Engell, har anmeldt den, og ikke mindst den anmeldelse gør, at det er en bog, jeg virkelig glæder mig meget til at læse. Anna Grue er altid god, men bogen her er noget nyt og vist ganske særligt.

Billede5

Derfor, mine damer og herrer, overlader jeg hermed ordet til dagens gæsteskribent (og fotograf) Elsebeth Engell:

Det var en mørk og stormfuld nat…

Sådan starter Anna Grues nye roman ”Italiensvej” ikke, men det kunne den have gjort.

Bogen tager sin begyndelse i Rom i slutningen af 50’erne, hvor vores hovedperson Vittoria og hendes lille dreng begynder deres flugt mod Danmark.

Vittoria ankommer til København, hvor vi følger hendes kamp for at skabe sig en tilværelse. Hendes fortid gør, at hun ikke kan bevæge sig alt for frit og slet ikke betro sig til de mennesker, hun møder på sin vej. Det til trods, får hun både en fantastisk veninde, Conny, og et arbejde, som viser sig at være meget mere end det.

Mere skal der ikke fortælles om handlingen. Det ville være synd. Men det er værd at notere sig, at navnet Vittoria betyder sejr. Den viden hjalp i hvert fald mig på de steder i bogen, hvor det hele ser allersortest ud.

Ens nysgerrighed bliver vakt på linje et og øges kun gennem hele romanen, hvor hemmeligheden ligger dommedagsagtigt truende i baggrunden, mens den ene hverdagsdramatiske begivenhed efter den anden udspiller sig i forgrunden.

Anna Grue får det hele med. Tempoet fra dengang, stemningen, de sociale og menneskelige forskelle på danskere, italienere og danskerne imellem, miljøet, den spirende frigørelse – for slet ikke at nævne den teknologiske udvikling.

Som altid kan man se personerne for sig. Ikke via lange udpenslinger, men på vaskeægte Gruemanér, via karakterernes øjne og tanker. En kunst, som Anna Grue efterhånden mestrer til perfektion. Især Vittoria er lang tid om at vokse frem, helt på linje med den hemmelighedsfulde person, hun er nødt til at være. Fælles for alle personerne er, at de viser sig at indeholde så meget mere, end man først antager og det på godt og ondt.

For mig har det været et ekstra krydderi, at en stor del af bogen foregår på Amager, i og med at jeg bor på Italiensvej, og ikke bare på Italiensvej, men i selve forsidehuset, så selvom tiden er en anden, var det lidt som at være der selv og på hjemmebane endda.

Schelenborg

Eksempelvis nævnes bageren på Italiensvej. Netop i vores fredede baggårdshus står en stor gammeldags kulfyret støbejernsovn, og nabolejligheden? Den husede i sin tid et bageri, så mon …?

Jeg afslører heller ikke for meget ved at fortælle, at bogen slutter i min absolutte yndlingspark, Filipsparken, hvor jeg har tænkt mig at indtage bænken på hundeplænen for at læse ”Italiensvej” endnu en gang.

Man behøver dog på ingen måde være Ama’rkaner for at læse bogen. Den er fantastisk. Jeg har grint og grædt, holdt vejret i spænding, råbt i afmagt, blevet dybt rørt. Den har simpelthen det hele med og er, efter min mening, den bedste bog til dato i Anna Grues forfatterskab (og det siger ikke så lidt), selvom de forskellige genrer gør en decideret sammenligning svær. At der er sket meget positiv udvikling med både Anna Grue selv og hendes stil, er der imidlertid ingen tvivl om, og jeg glæder mig allerede til den næste. Uanset genren.

Jeg kan kun sige, læs den, nyd den, tag dig god tid til det – og husk kleenex.

AG1 kat og tablet

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.