SOS! Det er i morgen..

I morgen, på Mors Dag, er der landsindsamling til SOS Børnebyerne. Mors dag er en god lejlighed til at gøre noget for dem, der ingen mor har. Nemlig de forældreløse børn, der vokser op i SOS Børnebyerne.

SOS

Børnebyernes drift betales af sponsorer, der hver måned betaler et lille beløb – ca. 200 kroner. For de penge kan man sikre, at et barn får en chance i livet.

I mange år har vi haft sådan et sponsorbarn, Massabilla hedder hun, og hun bor i Namibia. Vi har fulgt hende på afstand igennem årene og set hende vokse fra en lille pige med knokkelknæ og et bredt seksårigt, tandløst grin til en smuk, ung pige, der er ved at være færdig med skolen. Det er dejligt.

I børnebyerne bor de i huse med en 7-8 børn og en ‘house mother’. En ansat ‘mor’, der bor sammen med børnene, som tager sig af dagligdag, opdragelse og omsorg, som lærer dem at lave mad, holder dem til med lektierne og i det hele taget fungerer som mor på alle måder. De store børn lærer at hjælpe de små, og de lever som en stor familie med trygge rammer i byen, der rummer skole og meget mere.

Børnebyerne har reddet utallige børn og sørget for, at de har fået en tryg opvækst og skolegang. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kunne have gået Massabilla, da hun stod som et lille forældreløst barn, hvis ikke SOS Børnebyerne havde eksisteret.

Vi – både Bondemanden og jeg – har meldt os som indsamlere i morgen. En del af pengene, der bliver samlet ind, vil gå til hjælpe i Nepal, hvor også mange børn er blevet forældreløse efter de frygtelige jordskælv.

Hvis du ikke er indsamler, så tag vel imod dem – os – når vi kommer, og hav en lille skilling parat til at hjælpe flere børn til et ordentligt liv. Det koster så lidt – og betyder så meget.

SOS1

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “SOS! Det er i morgen..”

  1. Jeg har også meldt mig og tager mit nabolag, min mor har meldt sig og tager sit nabolag. Måske er der mødre nok, der har meldt sig til at der bliver nok til både Nepal og SOS-børnebyerne.
    Og så har vi selvfølgelig stadig lille Milliam i Rwanda og Ginita i Letland, som vi støtter månedligt 🙂

    Like

    1. Det er sådan et godt arbejde, de gør i børnebyerne. En rigtig god ide at organisere det i familier. På den måde bliver det hele helt naturligt i stedet for institutionsagtigt. Held og lykke i morgen!

      Like

Der er lukket for kommentarer.