Kartoffelmedaljer

Lækkert og pynteligt tilbehør – kartoffelmedaljer. Et lag bagte kartoffelskiver, et lag rodfrugtmos og endnu et lag bagte kartoffelskiver – med et drys grana på toppen.

Billede3

De kan forberedes på forhånd, så det kun er den sidste tur i ovnen, de mangler. Det kan godt være praktisk, hvis man skal have gæster og skal lave mange.

Til 5 store medaljer skal man bruge:

800 g kartofler – gerne bagekartofler
1 skive selleri i tern
1 stor gulerod i skiver
Lidt olie
Revet grana ost
Salt og peber

Skræl kartoflerne. Skær de runde ender af.  Skær de lige midterstykker af kartoflerne i meget tynde skiver. Læg dem taglagt som små runde plader på en bageplade med bagepapir – Husk: det skal være et lige antal, så der er til både top og bund. Dryp med lidt olie og salt og bag dem 20 minutter på 200 grader.

Kog resten af kartoflerne – de runde ender – godt møre sammen med selleri og gulerod. Mos de møre grøntsager og smag til med salt, peber og grana ost.

Billede1

Tag pladen ud og lad dem køle af. Nu hænger pladerne lidt bedre sammen og er lettere at have med at gøre.

Læg et lag rodfrugtmos på halvdelen af pladerne og lemp forsigtigt en anden plade ovenpå som top.

Billede2

Drys med lidt groftrevet grana ost på toppen, og stil dem i ovnen igen på 200 grader i et kvarters tid, så de er gennemvarme og sprøde på toppen. De smager rigtig godt – og så gør det da ikke noget, at de også er pæne at kigge på.

Vi fik dem sammen med et stykke oksefilet og nogle af de sidste grønne bønner fra sidste års høst. Hvis du vil vide, hvordan sådan et stykke steg skal steges, kan du kigge her, hvor der også står, hvordan man griber det der med sovsen an.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Kartoffelmedaljer”

Der er lukket for kommentarer.