Levende sten

Der er altid noget fascinerende ved en stenbunke. Man kan slet ikke lade være med at kigge: er der nogle særligt flotte sten i bunken?

Billede13

Nogle helt runde, nogle fine blanke, nogle med huller i – eller kunne man være heldig at finde et forstenet søpindsvin?

Billede15

At stå der med noget så gammelt i hånden er nemlig også noget særligt. Forstenede søpindsvin er som regel mellem 30 og 55 millioner år gamle, står der. Det er sådan set ret langt tid under alle omstændigheder, og 25 millioner år fra eller til betyder vel ikke det store.

Så heldig har jeg af og til været. Min lille samling vokser støt år for år. Men hvad skal man stille op med dem, når man først har fundet dem?

Nogle af mine er kommet i en dekoration. En ørken-deko.

Billede14

Med sten, søpindsvin og den sukkulent, der hedder Levende Sten. Det er næsten ikke til at tro, det er en plante. Men det er det.

Billede6

Det er svært at se, hvilke sten der er levende, og hvilke der var det for mange, mange år siden.

Billede17

Levende sten er, som sagt, sukkulenter. De kan stå udenfor om sommeren, hvis man sørger for godt dræn. De skal ikke vandes hele tiden som andre udendørs planter i potter. Faktisk behøver man slet ikke at vande dem, når de står ude. Dug og lidt regn af og til er nok. Derfor passer de godt der, hvor solen står på, og man ikke lige kommer forbi med vandkanden hver dag. Men husk endelig, at de ikke kan tåle frost. Så vent lidt endnu med at sætte dem ud.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Levende sten”

  1. Det er lige til at blive glad over at se den skønne dekoration, du har lavet af sten og sukkulenter. Den gode ide vil jeg efterligne med nogle af de mange sten, jeg gennem tiden har samlet. Jeg glæder mig allerede til at komme igang.
    God solskinstirsdag
    Ellen

    Like

Der er lukket for kommentarer.