To spændende vingårde i Valpolicella

Passionerede mennesker er det altid skønt at møde, og de passionerede vindyrkere, vi mødte på vores vintur i Valpolicella, var ingen undtagelse. For en ting er at smage på god vin. Det er dejligt. Men at møde dem, der laver den og høre om det, er noget helt andet igen, der giver det hele en ekstra dimension.

Folkene bag den familieejede, økologiske vingård Ca La Bionda, brænder for vinen og for produktionen, og de har skabt de smukkeste rammer omkring det.

Billede19

Ca La Bionda – en økologisk vingård i Valpolicella området – lavede de skønneste vine. Valpolicella af forskellige slags og helt superbe Amarone vine, som vi fik lov at smage. Det var næsten helt synd at hælde sjatterne ud… især da han fortalte, hvor lille og eksklusiv produktionen var.

Billede18

Vi fik en rundvisning i kældrene med de store tønder, hvor vinen lagres, og vi fik forklaret, hvordan produktionen af økologiske vindruer til Amarone foregår. Først når vinstokkenes rødder når helt ned på niveau med kælderen – dybden blev vist med en flaske sat fast i væggen – når de de lag, der indeholder meget kalium – et afgørende mineral for druernes smag. Så skifter vinstokkens blade farve, og vinstokken er klar til at producere druer til Amarone. Kun fire klaser på hver vinstok, må der være, så kraften komprimeres.

Billede17

Vingården, der var nyistandsat fra kælder til kvist, lå i bakkerne med den skønneste udsigt.

Billede2

Ejeren havde mange og stærke meninger om, hvordan vin skal smage. Men hvis han ikke skulle have det, hvem skulle så? Han undrede sig over cola-generationen, der skal have alting så sødt og vil have vin, der smager af rosiner. Vin skal smage af vin, sagde han. Ikke af rosiner, egetræ, solbær eller brombær, men af vin. Og det gjorde den. Det var en sand fornøjelse.

Den anden vingård – San Rustico – er en vingård, der går helt tilbage til 1870. Det er en stor vingård, der eksporterer 95% af produktionen til hele verden – også til Danmark.

Billede15

Også her fik vi en rundvisning af den søde og slagfærdige Lucia, der fortalte i ét væk. Vi så tørreloftet, hvor druerne til Amarone skal tørre i tre måneder, før de presses, og kældrene med de imponerende, store tønder.

Billede14

Ejerne kendte en lokal kunstner – en træskærer, der havde lavet denne fine trædame med sus i de korte skørter – hende kunne jeg slet ikke stå for.

Billede12

Vinene var rigtig gode og på et fornuftigt prisniveau (omend ikke billige), og vi smagte på flere, både hverdagsvine og festvine og på den forrygende Rescioto, en næsten portvinsagtig vin, som vil gøre sig fantastisk til risalamande til jul. Den står nu i vores kælder og venter på, at den tid kommer.

To vidt forskellige steder – lige spændende, men meget forskellige – de supplerer hinanden godt. Man kan besøge begge gårde efter aftale – telefonnumrene står på deres websites, og de taler et glimrende engelsk.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.