Allerede de gamle romere …

Hvis nogen skulle have fået den ide, at området omkring Gardasøen er en turistfælde, tager de ikke helt fejl. Især ved søens brede, sydlige ende, der hvor de mange badestrande ligger, er det lidt af et gedemarked med forlystelsesparker, 1001 pizzarestauranter og andet uskønt jams.

Men man skal ikke langt for at finde rigtige perler. Både naturperler og historiske og bymæssige perler.

Gardasøen har på grund af sit milde klima og naturskønhed været rekreativt område i årtusinder. Allerede for de gamle romere var det et yndet tilflugtsted for sommervarmen, og yderst på spidsen af en lille tange, i byen Sirmione, ligger ruinerne af den romerske digter Catuls villa. Den tilhørte nu vist nok hans far, der var romersk ridder – Catul var jo bare digter, og de har aldrig haft råd til at bygge den slags pragtværker, og et pragtværk har det været – ganske simpelt enormt. Som en lille by med plads til familien, til tjenestefolk i massevis, bagere, smede, vognbyggere, gartnere og bygningshåndværkere.

Der ligger et lille arkæologisk museum, og der er adgang til de imponerende ruiner, hvor man i ro og mag kan nyde stilheden og den ret så storslåede udsigt.

Selve byen Sirmione er også hyggelig, når man kommer forbi de mange hoteller og ind i det gamle middelaldercentrum.

Byerne langs den vestlige bred ligger som perler på en snor langs vandet. Også der skal man lige igennem hotelområderne, før det bliver kønt – men det bliver det.

Middelalderbymidter med små, hyggelige butikker.

Smukt beplantede bede – her ranunkler i alverdens farver omkring et oliventræ.

Vi kørte en tur rundt om hele søen, og det kan i den grad anbefales – ikke mindst på grund af vejen med de mange, imponerende tunneler gennem bjergene. Havde de ikke været der, havde en tur omkring søen taget en månedstid, tror jeg… hvis man skyndte sig.

Det er i øvrigt de tunneler, hvor de kører vildt i James Bond filmen Quantum of Solace. Vi kørte altså en anelse roligere…

I byen Salo fandt vi denne statue – tænk, at opfinderen af violinen kom derfra – det vidste vi ikke. Så lærte vi også noget den dag. Salo er et godt stop på rundturen – det er en rig by, kan man se på huse, torve og forretninger, og den ligger meget, meget smukt.

Og så er der cafeer med gratis internet, så man lige kan komme ind og se, om verden udenfor ferieland står endnu, mens man misser med øjnene mod sollyset og drikker endnu en kop af den skønne capuccino, de brygger alle vegne dernede. Ikke utiltalende…

I morgen lidt om vin og mad – vi var på en spændende vintur ind i Valpolicella området – Valpolicella er nu min nye blodtype.

God onsdag.