En uge til foråret kommer

På søndag er det den 1. marts. Så begynder foråret. I hvert fald begynder forårskvartalet. Vinter og forår vil strides en tid endnu, og lige så sikkert, som det er, at James Bond altid vinder til sidst, lige så sikkert er det, at foråret vinder. Det er altså om en uge.

Der er bare det, at naturen ikke ved, at det først er om en uge. Den er allerede i gang. Lige nu sner det tæt – i går var sollyset pludselig i lige præcis den vinkel, hvor man kunne se, at nu, nu er lyset vendt tilbage.

Billede1

Der er romantik i luften. Musvitterne pipper, og solsortene er begyndt at slås. Hasselbuskenes rakler har vi længe kunnet se, og nu viser de bittesmå, røde hanblomster sig også for at charmere damerne oppe i hegnet.

Billede2

Vinden jager skyer over markerne oppe i ‘Østrig’, den høje mark, og på trods af lyset er det koldt. Solen har ikke fået varme endnu.

Billede6

Så er det rart at vende snuden hjemad.

Billede3

Og rart at komme ind til et kapitel og en varm kop te.

Billede5

Det var søndag. Om lidt skal hunden og jeg ud i snevejret og blæsten, og lidt senere endnu kører jeg på arbejde inde i byen. Men søndagslyset har vi stadig indeni.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “En uge til foråret kommer”

  1. Jo Foråret så sagte kommer. Min Veninde fra Langeland hviskede mig i øret: Hvordan får denne Karen blogger tid til alt det hun har gang i.. Jeg kikkede så på billede nummer 2 og så alle muldvarpe skudene ligge derude endnu.. Næhh sagde jeg og klukkede alt har sin tid.. .

    Like

    1. Vel er de der derude endnu skuddene – men der er sat fælder 🙂 Og nej – selvfølgelig når jeg ikke alting – en del – men ikke alting. Det hjælper på det nu, hvor det ikke længere er helt mørkt, når man kommer hjem fra arbejde. Men perfekt bliver det aldrig det hele – ikke på én gang 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.