Tak!

Her til morgen var der rod i køkkenet – frodigt rod – rod der kommer til at blomstre.

Billede1

Jeg har ikke et grovkøkken – heller ikke en lun plads udenfor med rindende vand, hvor jeg kan grise så meget, jeg lyster. Så det blev altså i køkkenet. Men pyt – køkkengulve skal jo alligevel gøres rent tit, når man har hund – og køkkenborde skal altid gøres rent tit – hund eller ej.

Det er nu gjort, ordenen er genoprettet, og udenfor står der kasser med nysåede frø af den slags, der skal have kulde for at spire.

Billede2

Og her er det så, at overskriftens tak kommer ind i billedet. For det er mestendels frø, jeg har fået af søde og haveglade mennesker, jeg har lært at kende igennem bloggen. Og det er da det bedste ved frøene, ikke? Når de vokser til, når jeg prikler dem, når de skal plantes ud, og når de blomstrer, vil jeg tænke på jer og smile endnu en tak.

Stokroser, lilla kvan, kæmpe skælhoved og de skønne staudekongelys, der blomstrede første gang sidste år, og som vil blomstre igen til sommer i selskab med de nye børn til haven. Det bliver en fest.

Billede8

Men først skal de have kulde for at spire – og der er de kommet til det rigtige sted. Regn med små iskugler i afløses af en vinterbleg sol, der kun er en skygge af sig selv, og så regner det igen. Koldt nok? Eller for koldt? Der er altid noget at bekymre sig om – men mon ikke det går alligevel? Det plejer det jo.

Nu vil jeg gå ned i det rene køkken og bage noget – solbærkage tror jeg, det skal være. Der er solbær i fryseren. Endnu en af haveglæderne – solbær altså. Søndag er da en dejlig dag.

Billede1

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 thoughts on “Tak!”

  1. Skønne blomsterfrø. Held og lykke med spiringen.😀
    Solbærkagen uhh den er sprød og lækker. I bærsæsonen fortalte du om “kagen for den travle husmor”, og lige siden har jeg bagt den adskillige gange med forskellige bær og frugter til stor glæde for familien. Nu vil jeg bruge lejligheden til at takke dig for opskriften.
    Tusind tak. Ellen

    Like

Der er lukket for kommentarer.