Optimister

Pessimister er dog de reneste tåber,
De tror på det modsatte af, hvad de håber.
Nej de optimister, som livet beror på,
er dem, der tør håbe på noget, de tror på.
Piet Hein

Billede1

Der er sagt meget om optimister og pessimister gennem tiden. Noget klogere end andet. Piet Hein fik, som altid, godt fat i sagens kerne.

Nogle af naturens sødeste, små optimister er stedmødre og hornvioler. De er senvinterens glade og ukuelige forårsbebudere. Hårdføre og farverige – de stråler af farvefryd i den lidt vintertrætte haves potter.

Billede4

Når vintergækker og erantis dukker op i haven, dukker de op i butikkerne. I går kom jeg hjem med en lille kasse stedmødre i forskellige farver. Orange, lilla, hvide. I næste uge kommer hornviolerne, sagde blomstermanden. Så kommer der også nogle af dem med hjem til potterne, for de er nu mine yndlings af slagsen. Lidt mindre, lidt finere – og en del mere hårdføre.

I Blomstertøsens Have har Rita fundet på en rigtig god ide med stedmødre. Hun har sat dem i lanterner. Jeg har også sat nogle i min store lanterne foran drivhuset, for det ser så hyggeligt ud, som de putter sig derinde bag glasset foran mit ellers ret så grønalgede drivhus.

Billede5

Lanternen beskytter blomsterne lidt, for selvom de er hårdføre, nyder de ikke ligefrem regn og rusk. Hvem gør egentlig det?

Måske er det en ide, du også kan bruge?

Og sådan rent apropos optimister og pessimister: Mens Optimisten og Pessimisten diskuterede, om glasset var halvfuldt eller halvtomt, kom Opportunisten forbi og tømte det… værd at tænke over, ikke?

God weekend.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

11 thoughts on “Optimister”

  1. Hej Karen. Ja, hornvioler er uundværlige i haven. Jeg planter også altid mange ud. De første blev plantet i går tæt ved huset, og i min have kan jeg allerede nu finde små selvsåede hornvioler i blomst. Foråret er på vej.😀
    Hilsen Ellen

    Like

  2. Ja det er virkelig optimister de små glade ansigter. Dem elsker jeg også, især de små hornvioler planter jeg rigtig mange af hvert forår. De gør det godt meget langt hen på sommeren.
    Dine ser rigtig søde ud i lanternen. Jeg har i dag sat et par stedmødre i et minidrivhus, heller ikke ringe 🙂
    Kærlig hilsen Anette

    Like

  3. Jeg har nu vist set det et sted sidste år og haft ideen lagret på min indre harddisk men dejligt at andre kan bruge ideen og tak fordi du har linket til min blog. God tur og god weekend.
    Hilsen Rita

    Like

  4. Hej Karen. Hvor er det en sød ide med blomster i en lanterne. Sådanne krøllede indfald ville jeg aldrig få selv, så det er super at følge dig, for der kommer bare så mange fine ideer 🙂
    God weekend.
    Jette

    Like

Der er lukket for kommentarer.