Gammeldags grydesteg med øl og svesker

Simremad med oksekød, grøntsager, svesker, enebær og øl.  Grøntsagerne fra bunden af fadet bliver blendet til en krydret og lækker sovs. En kraftig ret til en kold dag – fuld af ‘jenne gu’e sawwer’.

Der går 3-4 timer fra start til spisning – men som altid med simremad behøver man ikke holde øje med det hele tiden, så lad ikke det holde dig tilbage. Det går nemt nok.

Billede11

Man skal bruge:

1 stk tykkam på ca. 1,5 kg – gerne snøret. Vælg en stor steg, hvis du kan – der bliver gode rester.
Smør til bruning
1 gulerod
2 små løg
1 porre
4-5 fed hvidløg – pillede, men hele
7 svesker uden sten
5-7 enebær – let gokkede i morteren
1 tsk sort peber – også gokket
3 laurbærblade
Salt
1 øl og en lille sjat fløde – ca. 1/4 dl.

Billede10

Gør grøntsagerne i stand og skær dem i bidder. Læg dem i en stegegryde sammen med hele pillede hvidløgsfed og sveskerne. Stød peber og enebær og kom dem ved. Brun kødet godt og grundigt på alle sider og læg stegen oven i grøntsagerne. Stik laurbærbladene ned omkring kødet og hæld øl på.

Bring det i kog under låg, bring kogningen under kontrol, så det hele simrer stille, og lad det stå i 2-3 timer afhængigt af stegens størrelse. Vend bare stegen en gang eller to undervejs. Når kernetemperaturen er 80 grader, er stegen klar og smeltende mør. Tag den op og pak den ind i folie, så den kan trække og holde sig varm..

Fjern laurbærbladene og si sovsen. Skum væden af for fedt og hæld grøntsagerne tilbage i væden. Blend med stavblenderen, smag til med salt og peber og et dryp fløde til at runde smagen af med.

Billede12

Vi spiste ‘hasselbagte’ rodfrugter til – kartofler, pastinak og gulerødder. Sovsen gjorde det ud for salaten – for nu var Bondemanden sulten og kunne ikke vente længere – og faktisk var sovsen jo også en grøntsag.

Billede13

Der var masser af kød til overs, og over de par næste dage vil jeg finde andre retter at bruge det i. For det er jo sjovt at finde på nyt af gammelt. Fra skrot til slot i køkkenet, i huset og i haven. For mig hænger det hele sammen – det er kreativt, krævende og sjovt.

God tirsdag

P.S. Gem resterne af sovsen – den skal bruges i morgen.

.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 thoughts on “Gammeldags grydesteg med øl og svesker”

  1. det ser ski lækker ud.
    og at blende Grøntsagerne ned i Sovsen har jeg brugt i mange år
    det giver et ekstra pift til den.
    Go`Tirsdagsdag

    Like

      1. genau,Når jeg laver kødsovs til min Bonusdatter er der altid Grøntsager i.Hun kunne leve af min Kødsovs og min Foffelsmos siger hun

        Like

Der er lukket for kommentarer.