Fyldt Skinkemignon – med grønt og hvidløgsost

Hvert år køber vi en halv gris – en halv frilandsgris, der har gået og snasket og hygget sig sammen med sine søskende på en dejlig mark med egen pilehytte til skygge og læ. De har rodet i jorden, spist nedfaldsæbler og sovet i klump. Et godt griseliv.

Hvert år står jeg derfor med den samme udfordring – hvordan man får en skinkemignon til at smage af noget. Kødet er godt – det er lårtunge stykket, som man kalder det på oksekød. Det smager bare ikke af ret meget i sig selv.

Billede2

I år prøvede jeg at lave fyldt skinkemignon. Fyldt med grøntsager, der var moset med hvidløgsost. Det var en rigtig god ide. Kødet blev mørt, og det smagte dejligt.

Billede4

Til sådan en fyr skal man bruge:
1 skinkemignon
1 skalotteløg
1 gulerod
50 g hvidløgsost
Salt og peber
1 klat smør til stegning

Sådan et rosafarvet skalotteløg er nu så kønt. At lave mad kan også være en fryd for øjnene.

Billede1

Hak løget fint, riv guleroden groft. Steg begge dele i lidt smør, til løget er klart. Lad det køle lidt af og rør det med hvidløgsosten.

Skær et hul ind i kødet – pas på, at der ikke går hul i siden på det. Et snit og så skaftet fra en grydeske er en god måde at lave det på. Prop fyldet ind i mignonen. Og hvis du tror, du kan gøre det uden at få fedtede fingre – så tro bare om igen. Det er noget gratværk, som det hedder på godt jysk. Men det kan lade sig gøre.

Gnid mignonen med salt og peber, kom en klat smør på panden og brun den hele vejen rundt. Læg den derefter i et lille ovnfast fad og lad den stege, til kernetemperaturen er oppe på 70 grader. Tag den ud af ovnen, pak den ind i sølvpapir og lad den trække et kvarters tid, før du skærer den i skiver og spiser den med det tilbehør, du helst vil have.

Vi lavede rodfrugtmos – det er jo januar, der ligger sne, det er frostvejr, og det er nu, vi har lyst til rodfrugter. Den er ikke så stor sådan en, og selvom kødet er kompakt og fylder godt,

Billede3

er tilbehør med en vis volumen en god ide – især hvis man har en Bondemand i huset.

Der er rimtåge derude. Det er stadig for mørkt til, at man rigtigt kan se det, men man begynder at ane konturerne, og kirkeklokken er ved at ringe solen op. Jeg må ud med kameraet, så snart det bliver lyst. For der er ikke meget, der er kønnere end rimfrost i januar.

Billede3

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Fyldt Skinkemignon – med grønt og hvidløgsost”

  1. TILLYKKE med bloggens fødselsdag, jeg har ikke været med ret længe, men nyder at følge jeres hverdag. Opskriften på skinkemignon er noget jeg skal prøve….her i huset plejer vi at lave skinkemignon efter en opskrift fra “Den sorte gryde”…(en gammel karoline bog). der bruges mørbrad….men der kan lige så godt anvendes Mignon som. brunes…og overhældes med saft fra 3-4-5 appelsiner og en go´ slat fløde…(½ liter) og så hygger den sig en go times tid…og jeg siger bare …SOVSEN, det er en drøm. jævnes evt let.

    Mange hilsner fra Joan M.

    Like

    1. Uha Joan, det lyder rigtig godt. Jeg kigger også altid på mørbrad opskrifter, når jeg søger inspiration til både mignon og for den sags skyld også kylling og kalkun. Det er kød, der kan tåle at blive krydret i alle retninger.
      Mange hilsener, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.