Sant Therese og alle blomsterne

Da jeg besøgte Fru Pedersen i hendes dejlige julehave, kom jeg hjem fuld af inspiration, glæde og lyst til at omsætte inspirationen  – omgående. Fru Pedersen havde en sød lille madonna stående. Hun stod i en stor glasklokke sammen med lidt julepynt, så hun ikke skulle føle sig alene, og det så rigtig sødt ud.

Jeg har også en madonna eller to (Bondemanden vil nok sige ret mange…) – og en glasklokke eller to (også ret mange, vil han nok sige) så der var kort fra tanke til handling.

En lille Netto madonna flyttede ind i min klokke. Først da hun stod der, kiggede jeg rigtigt på hende, og jeg så, at hun faktisk ikke var en madonna. Der var jo ikke noget barn. I stedet havde hun favnen fuld af blomster. Hun måtte være en helgen i stedet for. Sikkert en Sankt Therese tænkte jeg. Mmm… Hvor kom det lige fra? Jeg har ikke helgennavnene sådan lige som paratviden – og der er utallige af dem.

Jeg googlede derfor Sankt Therese og fandt hende her.

Samme gule kappe, samme roser. Det var lidt underligt. En lidt sær fornemmelse af et eller andet lige uden for rækkevidde.

Der er faktisk kun én forklaring, og det er, at jeg har set billeder af Sankt Therese før, glemt dem igen, og så er mindet dukket frem fra hjernens dyb, da jeg stod og kiggede på den lille gule dame. Der ligger jo så meget gemt derinde i snørklingerne – koder til kort, teksterne til utallige julesange, opskriften på frikadeller og al den slags, der kan kaldes frem efter behov. Ikke noget overnaturligt overhovedet. Men alligevel pudsigt.

Nu står min lille Sankt Therese der og pynter i sin glasklokke og minder mig om, hvor kringlede hjerner kan være.

Verden er forunderlig.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard