Da jeg besøgte Fru Pedersen i hendes dejlige julehave, kom jeg hjem fuld af inspiration, glæde og lyst til at omsætte inspirationen – omgående. Fru Pedersen havde en sød lille madonna stående. Hun stod i en stor glasklokke sammen med lidt julepynt, så hun ikke skulle føle sig alene, og det så rigtig sødt ud.
Jeg har også en madonna eller to (Bondemanden vil nok sige ret mange…) – og en glasklokke eller to (også ret mange, vil han nok sige) så der var kort fra tanke til handling.
En lille Netto madonna flyttede ind i min klokke. Først da hun stod der, kiggede jeg rigtigt på hende, og jeg så, at hun faktisk ikke var en madonna. Der var jo ikke noget barn. I stedet havde hun favnen fuld af blomster. Hun måtte være en helgen i stedet for. Sikkert en Sankt Therese tænkte jeg. Mmm… Hvor kom det lige fra? Jeg har ikke helgennavnene sådan lige som paratviden – og der er utallige af dem.
Jeg googlede derfor Sankt Therese og fandt hende her.
Samme gule kappe, samme roser. Det var lidt underligt. En lidt sær fornemmelse af et eller andet lige uden for rækkevidde.
Der er faktisk kun én forklaring, og det er, at jeg har set billeder af Sankt Therese før, glemt dem igen, og så er mindet dukket frem fra hjernens dyb, da jeg stod og kiggede på den lille gule dame. Der ligger jo så meget gemt derinde i snørklingerne – koder til kort, teksterne til utallige julesange, opskriften på frikadeller og al den slags, der kan kaldes frem efter behov. Ikke noget overnaturligt overhovedet. Men alligevel pudsigt.
Nu står min lille Sant Therese der og pynter i sin glasklokke og minder mig om, hvor kringlede hjerner kan være.
Verden er forunderlig.
I morgen klokken 12.51 er vi så langt væk fra solen, som vi kan komme. Vintersolhverv. Så vender det!
God lørdag.
Dejligt at du lod dig inspirere. Glasklokker og madonnaer kan man da ikke få for mange af 🙂
Det er ligesom med zinkvandkander og havebænke, dem får man heller ikke for mange af.
Din lille Sankt Therese står så fint i glasklokken, små skatte bliver til store skatte, når de kommer i en glasklokke 🙂
Juleknus
LikeLike
Det har du fuldstændig ret i, Anette 🙂 Det gælder i øvrigt også potter af forskellig slags. For mange findes bare ikke.
Også et Juleknus herfra 🙂
LikeLike
Der ligger altså mange spændende oplysninger gemt i din krøllede hjerne 🙂 Og hvor er hun fin Sankt Therese i sin glasklokke.
god weekend – med vintersolhverv.
LikeLike
Jeg kom jo lidt til at tænke på Sylvia Plath og Glasklokken – men jeg tror, Therese er mere sjæleligt i balance 🙂
LikeLike