Farsfad med rosenkål, bacon og hasselnødder

Vintermad. Mad med fars og vintergrøntsager – og bacon. Bacon er uomgængeligt, uundgåeligt og uhyre vigtigt. Udelukkende af medicinske årsager, selvfølgelig. Som i det her farsfad med rosenkål, bacon og hasselnødder.

Man skal bruge:
500 g hakket oksekød
1 revet løg
1 grydeskefuld mel
Ca. 2 dl mælk
1 æg
Salt og peber – kort sagt: en oksefrikadellefars – og du kan også bruge gris, men nu var det okse, vi havde i fryseren.

50 g ristede og grofthakkede hasselnødder
Ca. 20 rosenkål
1 pk baconskiver – tror, det var en med 140 g
Smør til at smøre fadet

Rist nødderne på en tør pande og hak dem groft. Rør farsen og rør nødderne i.  Pil rosenkålene og kog dem i 5 minutter i letsaltet vand. Lad dem dryppe af.

Smør et ovnfast fad med smør, så farsen ikke hænger i. Bred farsen ud i bunden af fadet. Pres rosenkålene ned i farsen,

og læg baconskiver over.

Bag fadet ved 200 grader, til kødet er gennemstegt og baconen sprød som på forloren hare. Cirka 40 minutter.

Vi fik græskar/kartoffelmos som tilbehør, og med den slags mad i maven, stearinlysene tændt, og en ny, god bog at gå i gang med bliver mørket straks meget mindre mørkt, selvom uglen stadig tuder derude.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Farsfad med rosenkål, bacon og hasselnødder”

  1. Godmorgen Karen. Hvor ser det lækkert ud. Og helt enig, det er svært at komme uden om bacon 🙂 Det er også stort set altid at finde i mit køleskab.
    God dag – i halvmørke..

    Like

Der er lukket for kommentarer.