De der ikke-husløg, Echiveria

Det er altså ikke jul endnu. Det er ikke en gang december endnu, selvom julen er kørt i stilling, ‘hvor man end sig vender hen’. Her venter vi til december, for det er nu så dejligt at have noget til gode. Men derfor kan man vel godt lave sig en lille dekoration til bordet? Kan man ikke?

Billede6

Så man kan prøve at bruge de nye husløg – eller rettere sagt: de nye ikke-husløg. De er faktisk sukkulenter. Echeveria hedder de, og jeg er ret vild med dem i dekorationer både ude og inde. Der er så mange slags. Forskellige farver og former – alle dejlige.

Jeg købte først en fin lille æggebakke med seks styk i. Seks fine, små ikke-husløg, støvet grågrønne med rosa skær.

Billede4

Senere købte jeg fire af de meget lysegrønne til adventskransen, men det er en historie, også jeg har til gode endnu. For kransen skal først laves lørdag før 1. søndag i Advent. Det er traditionen hos os. Men jeg er klar. Det bliver noget med sartgrønne lys, echeveria, mos, kogler, buksbom, lidt vinrøde tørrede hortensia og et strejf af guld.

Billede11

Jeg glæder mig til at lave kransen og juledekorationerne. Det er næsten det bedste ved cecember – alt det pynteri. Og jeg glæder mig til at bruge de små echeveria. For de er så kønne, at de kunne umuligt bare stå der og vente på december. De måtte da prøves med det samme.

Billede5

Jeg vil forsøge at holde liv i dem vinteren over, så jeg kan formere dem og have masser til næste år. De skulle være ret nemme at formere ved at stikke et blad ned i grusblandet så- og priklejord. Så vokser der en ny lille echeveria op. De skal være velkomne – i flok. Det eneste problem er, at de i modsætning til de ‘rigtige’ husløg ikke tåler frost. Det lægger en naturlig dæmper på, hvor mange jeg kan have og opbevare – men prøves, det skal det.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “De der ikke-husløg, Echiveria”

  1. Det ser fint ud, jeg kan også godt lide echeveria, jeg vil da også prøve om jeg kan formere dem. Tak for opskriften. Jeg kan godt lidt, at du vil vente lidt endnu med at lave til jul, jeg synes, det er for tidligt at starte på det endnu.
    Hilsen Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.