I forgårs stod solen op. Det er ganske vist. Måske tror du slet ikke på mig, men det gjorde den. Det skete godt nok lidt sent, det må man indrømme. Omkring klokken ni om morgenen, mens hunden og jeg gik vores ‘før mor kører på arbejde’ tur. Jeg tror måske, solen lider af vinterdepression. Det er som om den ikke orker så meget som at stå op før langt hen på formiddagen.
Men da den endelig stod op, blev det noget så smukt. Nattedisen blev jaget på tilbagetog og flygtede ned i engen.
Kun toppene af de store egetræer kiggede igennem og blev ramt af solstrålerne.
Køerne tog morgensolbad.
Og hunden og jeg gik vores sædvanlige tur omkring græsmarken…
… og gennem haven på tilbagevejen for at beundre glasbærbuskens lysende, lilla bær.
Den er da lidt af et mirakel, sådan en glasbærbusk. Uanseligt står den der hele sommeren uden at gøre væsen af sig, men når så efteråret kommer, viser den sit værd. Dens klare farve er fokuspunktet i bedet nu. Dens latinske navn, Callicarpa, betyder ‘med smukke frugter’. Et passende navn.
Det er da godt, at der er noget, der er mere på dupperne om efteråret end om sommeren – ellers så det da skidt ud.
God torsdag.
Nej hvor er du heldig med så fine billeder på en grå dag, her så vi ingen sol.
LikeLike
Jo da, Lisbeth, det var den 11 i 11 🙂
LikeLike
Sikke nogle billeder! Hvor er de smukke! Der er mange gode ting ved at have hund, og én af dem er alle de ture man går sammen 🙂
LikeLike
Der er rigtig mange gode ting ved at have hund, og hvor har jeg dog gået mange tusind gange bag den ivrigt logrende hale og et brunt og et hvidt bagben 🙂
LikeLike