Gamle staldvinduer

Jeg kan græde, når jeg tænker på, at de gamle staldvinduer, der engang var i vores udbygninger, er blevet smidt ud engang i tresserne. De tænkte nok ikke på, at gamle staldvinduer er smukke, og at de kan bruges til andet end til gamle stalde. Ingen af den overvejede vel nogensinde en opstilling med et gammelt staldvindue og alskens pynt foran. De ville have tænkt, man var bindegal, hvis man overhovedet tænkte tanken.

Det var endda de fine, rundede staldvinduer. Suk. Der er to tilbage. Et i kælderen og et i gavlen i B&B’en.

Billede1

I den ældste del af bygningen har der aldrig været vinduer. Kun træluger.

Billede3

Alle andre vinduer er skiftet ud, og da vi kom hertil, skiftede vi deres nu gamle vinduer ud med termoruder. I B&B’en er de specialbygget til at passe til de oprindelige vinduesåbninger.

Billede2

Jeg ville bare ønske, at der havde været nogle af de gamle tilbage, som jeg kunne have brugt til at pynte med. De kunne da have ladet dem stå på loftet eller sådan noget. Så man kunne finde en skat. Heldigvis er der andre, der har gemt deres, og det er lige lykkedes mig at finde et nyt gammelt staldvindue. Et stort, flot et.

Billede4

Det skal danne baggrund for opstillinger og dekorationer i haven, når jeg har puslet det lidt i stand og fjernet skarpe glaskår. Måske skal malingen også slibes lidt af, så det kan ruste med anstand?

Jeg er rigtig glad for vinduet, for der er ingen tvivl om, at netop et gammelt vindue eller en gammel skodde er den perfekte baggrund for en opstilling af ting, sager, planter og blomster i haven. Også i vinterhaven. Det giver samling på tingene. Se bare hos Fru Pedersen – eller hos Bruuns Have – eller i de andre haver, som inspirerer mig så meget. Et staldvindue skal der til. Mindst et. I hvert fald, når ens have ligger på landet.

Så selvom det ikke er et af de oprindelige vinduer herfra, kommer det jo kun fra Lillering, og det er ikke så langt væk. Det er stadig lokal charme. Jeg glæder mig til at pynte….

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 thoughts on “Gamle staldvinduer”

  1. Åh, ja, der er mange udsmidte vinduer man kan græde over. Det hus vi drømmer om at købe når vi sælger vores nuværende, har fået nye vinduer allevegne. Og de er er ikke så pæne. Jeg tænker at mon ikke de gamle vinduer kunne have været bevaret …? Nå, men til lykke med dit nye, gamle staldvindue. Det skal nok blive fint 🙂

    Like

Der er lukket for kommentarer.