Svar fra Bornholms A/S

Det var da vist godt, at jeg ‘for i blækhuset’. Jeg sendte link til mit indlæg om Lidt skuffet over Bornholm til Bornholms A/S, og jeg har allerede fået svar. Det viser, at historien måske er endnu mere speget end røget (for at blive i det bornholmske begrebsunivers).

Her kommer svaret, der tydeligt viser, at man skal passe godt på, hvad man køber. Der er skruppelløse folk ‘out there’ – men man kan ikke bebrejde Bornholms A/S.

Hej Karen,
Ja det giver jeg dig ret i – det er ikke i orden at sælge varer med så
kort løbetid. Men vil tillade mig at undersøge sagen nærmere inden jeg kan
give dig et ordentligt svar. Grunden til dette er at vi slet ikke levere
til den Food Festival du henviser til – og at det billede af et glas
Bornholms muslinger slet ikke er et produkt i vores sortiment. Vores
muslinger er i runde plastdåser med plastlåg. Jeg tænker at det er noget
gammel produkt solgt for længe siden til en kunde som så ikke har kunne
komme af med det og så ladet det gå billigt på en festival som tilbud. Og
det er ikke i orden.

Jeg har bedt vores salgsdirektør Henrik Petersen om at grave lidt i sagen
og komme frem til hvem som kan have solgt det på den Food festival du har
været til. Du hører nærmere fra os når vi ved mere.

Endnu en gang beklager jeg at du har været udsat for et gammelt produkt.
Det er ikke altid noget vi kan styre, men bestemt ikke noget vi er stolte
af findes derude. Vi er kendt for gode kvalitetsprodukter og er et firma
med stolte traditioner, så vi ønsker ikke at vores forbrugere skal finde
så gamle produkter i handlen uanset om de er solgt til prisen eller
billigere.

Fortsat god mandag – og pas på, når du køber ind…

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

9 thoughts on “Svar fra Bornholms A/S”

  1. Hvis de ved hvad god kundeservice er, burde de erstatte de vare som gik til spild, det ved jeg de ville have gjort med det samme herover i USA. Word of mouth is very powerful.

    Like

  2. Hej Karen

    Jeg beklager dybt at Du har fået denne dårlige oplevelse, det var mig ( bornholmskevarer.dk) som stod for salget af denne musling på glas.
    Muslingerne var blevet købt hjem p.g.a. kort holdbarhed fra Bornholms og det ville være skidt at smide varen ud, vi tænker meget over mad spild.
    Vi kunne måske godt have skrevet med store bogstaver at varen var så billig p.g.a. datoen, der har vi fejlet, vi gjorde meget ud af fortælle netop omkring datoen og den kan have været smuttet et par gange, dette beklager jeg dybt.
    Vi vil på ingen måde vil gøre alt for at sælge varer og Jeg er ked af at høre at bornholmskevarer.dk bliver betegnet som at være “skruppelløse” for vi gør meget for at være servicemindet. Og alt hvad vi foretager os bliver gjort med omtanke da vi repræsentere mange af de Bornholmske virksomheder.
    Dog ved jeg også at vi ikke kan gøre alle kunder tilfredse, men jeg mener det er vigtigt at lytte til den kritik der kommer, om den så er berettiget eller ej, for kun igennem kritik kan jeg gøre det bedre for de kunder der handler hos mig.

    Mvh
    Morten
    Bornholmskevarer.dk

    Like

    1. Hej Morten,
      Jeg vil naturligvis lægge dit svar ind som indlæg, så alle, der har læst indlæggene her, får lejlighed til at se det.

      De menneskemængder, der trængtes på årets Food Festival, gjorde det umuligt at snakke med hver kunde og personligt fortælle dem, at de skulle have muslinger til aftensmad i løbet af de næste par dage. I har været på Food Festival før, og skulle nok kunne regne ud, at det ville være lidt af et gedemarked en del af tiden.

      Du har ret i, at man så vidt muligt skal undgå madspild, og på Food Festival er der stor fokus på netop det emne. Derfor undrer det mig da måske endnu mere, at I ikke gav den alt, hvad den kunne trække på den konto, og satte et stort skilt op med ‘Undgå Madspild – billige varer med kort dato’. I kunne have vendt jeres kundetilfredshedsfaktor markant ved at gøre en dyd af nødvendigheden.

      Jeg skriver, at jeg jo bare kunne have checket datoen, og at sælgeren ikke havde gjort noget decideret forkert. Men jeg håber da på at se et skilt til næste Food Festival, hvis I har ‘undgå madspild’-produkter med. Selvom jeg nok har lært nu, at man ikke skal lade sig rive med af stemningen.

      vh/Karen

      Like

  3. Du skriver i den første post “Bornholmerteltet”; firmaets logo var vel på teltet, går jeg ud fra – helt uvidende kan man vel ikke have været, selv om det er forklaringen i brevet. Jeg ville nu vente med helt at stole på, at man ikke kan bebrejde Bornholms A/S, indtil jeg fik en forklaring, der var mere klar i mælet – og i sproget/grammatikken.
    Jeg har tidligere klaget til tre firmaer over gær, kartofler og syltede rødbeder. Hver gang har jeg fået det svar, at der ikke har været andre klager, selv om jeg flere gange fik en dårlig kvalitet. Jeg hælder derfor mest til, at andre forbrugere bare smider varerne i skraldespanden – fordi de da ikke vil bøvle med at klage.

    Like

Der er lukket for kommentarer.