Himmelsk Hygge – det nye nummer af Hebe

Så er der igen kommet et nyt nummer af Magasinet Hebe. Det hedder Himmelsk Hygge. Mere hyggeligt kan det vel ikke blive? Det er så fyldt med hygge, at skulle der være indædte antihyggere et sted bare i nærheden af Hebes website, må de give grædende op. Godt. Så kan de lære det.

Billede1

Udehygge og indehygge. Der er gode ideer til adventskranse.

Billede5

Der er gode ideer til indretning, og der er en anmeldelse af Claus Dalbys nye bog om julen – og også noget om Camilla Plums julemarked.

Billede3

Men ellers er det ikke jul, det handler om. Nej, det er hverdagshygge, den hygge man har så meget brug for – især her i den mørke tid. Der er ideer til gør det selv projekter, til blomsterarrangementer og meget mere. Det helt store julenummer- med et uddrag fra Claus Dalbys bog – kommer til at vente til december.

Billede4

Min klumme – Karens Klumme – handler denne gang også om hygge. Om hverdagshygge, og om hvad hygge egentlig er for en størrelse.

Billede2

Jeg må indrømme, at jeg mentalt er ved at gå i hi for i år. At vende næsen indad mod indendørs hygge. Selvfølgelig skal der da pyntes op i haven, og i dag skal de slatne georginer graves op, men ellers er det altså efterhånden de indendørs aktiviteter, der trækker mest. Det er mørkt, når vi står op – mørkt, når vi kommer hjem. Udetiden er ved at være begrænset til hundeture og weekender. Godt, at husene er hule, som en af mine venner ynder at sige.

Og godt, at jeg nu har min tablet, så jeg kan hygge mig med Hebe i sofaen. Og tænke lidt over, hvad jeg skal skrive om i den næste klumme, decemberklummen, hvor den skal have alt, hvad den kan trække af julefryd. For lidt er man jo begyndt at glæde sig til kalenderlys og julepynt, ikke?

God weekend.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “Himmelsk Hygge – det nye nummer af Hebe”

  1. Jeg er altså også ved at være klar til at jule lidt. Jeg er kommet i julehumør af at lægge julepynt i butikken. Og der er mange der er lidt juleklar, kan jeg se, for jeg sælger mange juleting 🙂 (Der fik jeg godt nok skrevet “jule-” mange gange på kort tid!) Men lidt efterårshygge skal der også være plads til!
    Og, ja, det er et skønt billede af hund og kat!

    Like

    1. Jeg har været inde og kigge på dine juleting – flere gange. Jeg er helt pjattet med de fine hjerter – de gammeldags og nostalgiske. I næste uge må jeg hellere lægge beslag på et par stykker 🙂

      Like

  2. Nej, hvor dejligt – så kan alle læsere glæde sig over det vidunderlige billede af det gamle par på vej op af trappen; det er simpelthen noget af det skønneste eksempel på, hvordan hund og kat også kan have det med hinanden.

    Like

  3. Jeg vil helst ikke indrømme det, men jeg får altså lidt lyst til at lave adventskrans, når jeg ser de billeder! 😀
    Jeg plejer at forvandle mig til en glad lille julenisse i slutningen af november, men jeg er så småt begyndt at planlægge julegaveindkøb – og har såmænd også allerede købt den første gave 😉

    God weekend!

    Like

Der er lukket for kommentarer.