Miranda – et prægtigt græskar

Miranda er Prosperos datter i Shakespeares Stormen. En drabelig fortælling om svig, forviklinger, kærlighed og skibbrud. En god historie til en mørk efterårsaften.

Miranda er også et græskar.

Udklip

Miranda er et flot græskar. Tungt, rundt og fint grønt med lyse marmoreringer. Miranda udmærker sig ved, at der ikke er hårde skaller om kernerne. De er lige til at tørre og spise – ristede som snacks eller i brød og knækbrød.

Billede1

I går flækkede vi det første. Det vejede omkring 6 kg, så der er mad til mange dage – og til mange forskellige retter. Kødet er lyst orange, og det smager sødt og krydret. Meget lækkert.

Billede2

Kernerne pillede jeg ud. Jeg skyllede dem grundigt…

Billede3

bredte dem ud på en bageplade og tørrede dem med varmluft i ovnen på så lav en temperatur som muligt – omkring 30 grader – i en halv times tid. Så var de tørre nok til at komme ud og ligge og tørre videre ved stuetemperatur. Jeg nupsede en – de smager godt.

Her er både Miranda kerner og nogle af de græskarkerner, man kan købe – til sammenligning. Det er Miranda til højre.

Billede4

I aften vil jeg bage brød med græskarkerner af egen avl. OK – det er måske en smule fjollet og kan knap betale sig, for det tager tid at pille dem ud, man bruger strøm på at tørre dem,  og og og. Men lidt sjovt er det da at have sine egne hjemmedyrkede kerner. Jeg har kun en 5-6 stykker af Mirandaerne, så det går nok – både med tid og strøm.

Græskarkernedyrker skal jeg nok ikke være hverken i dette eller næste liv. Den profession levner ikke meget tid til andre Mirandaer som for eksempel Prosperos datter i Stormen. Og det ville da være ærgerligt.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Miranda – et prægtigt græskar”

  1. Vi er glade for hokaido- græskar. Lavede en fantastisk god suppe i går. Forsøgte også at riste kernerne, men jeg havde altså ikke tålmodighed til at pille kernerne ud, så de røg i komposten!

    Like

  2. det ser lækkert ud og så forstår man ikke at man kun sælger Hokkaido Græskar til Folk i Supermarkeder når der er andre som er lækre. Jeg er overbevist om at Hallweengræskar også er udmærket at bruge til Føde,Glader mig til at høre om, hvad lækkerier du har fået ud af Miranda
    Go´Onsdagsdagsaften

    Like

Der er lukket for kommentarer.