Rollbrot – rullebrød med skinke og ost

Ok – jeg sagde nok, at jeg ikke ville skrive mere om ferien. Men… der var lige det der brød med skinke og ostefyld – nærmest en brødroulade, ‘Rollbrot’ kaldte de det. Det måtte jeg lige prøve at rekonstruere i går, og det var slet ikke så ringe, selvom jeg kun havde røget filet og ikke rigtig skinke i tykke skiver. Det bliver endnu bedre, hvis man har det.

Billede1

Her kommer opskriften, og så kan du jo se, hvad du har i køleskabet – skinke, hamburgerryg eller røget filet – det bliver godt under alle omstændigheder.

25 g gær
5 dl vand
1 æg + æg til pensling
75 g smør
1 tsk salt
1 spsk sukker
200 g speltmel
650 g hvedemel

Skinke i skiver
Revet ost efter smag

Rør gæren ud i vandet, rør ægget i.

Smuldr smørret i melet – gerne lidt groft – og bland det med salt og sukker. Bland det hele og ælt godt. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse og vend den ud på et meldrysset bord. Bred den ud til et rektangel, læg skinken ud over dejen og drys med revet ost.

Billede2

Rul den sammen til en roulade, sæt den på en bageplade med bagepapir, klip hak i toppen med en saks og lad brødet efterhæve i en times tid.

Billede3

Smør brødet med æg og bag det på 200 grader i en god halv time.

Billede4

Vi spiste det til suppe – slet, slet ikke så ringe – og i dag tager jeg en klapper af det med til frokost.

Det er et kæmpebrød, man slår op – men det er ikke større, end det kan bages, og rester kan fryses.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.